Henrik Jespersen

Art Herning 2012

2012-02-01T16:30:00.001+01:00

Søndag var vi til kunstmesse i Messecenter Herning, Art Herning. Her var mange spændende billeder, messen havde oprustet, hidkaldt flere københavnske gallerister, som ellers har svært ved at finde til Jylland. I det hele taget var der mange spændende ting.
Som altid når man kigger på kunst var der også ting, som kalder på undren og hos visse utvivlsomt også en let hovedrysten.
Ovenstående værk er, som man måske kan se, to poser vanillesukker med håndskrift på. De er smukt indrammede og sælges til den nette sum af kr. 25.000. - Sagen er, at der er tale om et værk af Joseph Beuys. Hvem han er, kan man læse om, hvis man følger linket.
Det som køberen får, hvis han køber værket og hænger det op, er først og fremmest en markering af, at han er velbevandret i det 20. årh.'s kunsthistorie, og en markering af at pengene er rigelige. Skulle en beskuer driste sig til at spørge om hvad det er, vil vedkommende afsløre sig som ignorant og ejeren vil få en kærkommen lejlighed til at holde foredrag om tysk kunst i det 20.århundrede, om værk som provokation, om fluxus osv.
Der er visse typer af kunst, som ikke giver sig udtryk i noget, som private samlere nemt kan hænge op på væggen, Happenings, events, installationer osv. I stedet kan man så købe noget som dette, som ikke i sig selv er noget, men som fortæller en historie om hvem ejeren er. Ligesom når Olafur Eliasson sælger nogle ret banale landskabsfotos fra Island, fordi det nu engang er svært at installere et tågekammer i dagligstuen.

Vi tager lige en til. Dette er et udsnit af flere billeder af Marco Evaristti. Noderne er Richard Wagners "Rienzi", skrevet med kunstnerens blod.
Igen, ikke noget man blot kan se på, man skal have hele historien før man kan forholde sig til det. Hvem kan i øvrigt lige huske, hvad "Rienzi" gik ud på?
Vi stopper opstødene her, og glæder os til næste Art Herning.

Exit Kodak ?

2012-01-20T21:06:00.000+01:00

Da jeg begyndet at fotografere brugte man film, Kodak og Ilford når det skulle være rigtigt godt. Alle har hørt om Kodak og alle der har fotograferet, har været i kontakt med deres produkter. Utallige har taget billeder fra charterferien med et Kodak Instamatic, som er en efterkommer efter det boxkamera, som var med til at gøre Kodak til en meget stor koncern. Slogannet var, "you press the button, let Kodak do the rest", sådan ca. Siden digitalkameraernes fremkomst er det imidlertid gået ned ad bakke for Kodak, og her forleden indgav de begæring om betalingsstandsning. Det er sidste chance før en egentlig fallit. Wall Street Journal kan forklare detaljerne i det retslige og økonomiske.
Det er nogle år siden Kodachrome filmen forsvandt, den var for besværlig at fremkalde. Allerede da ovenstående billede skulle fremkaldes, var det kun et sted i Skandinavien, hvor man mestrede processen. Billedet er fra midt i 70'erne, sandheden i ære, så husker jeg ikke, hvilken film, det er taget på. Man kan stadig få Kodak film, blot ikke Kodachrome. Den anden filmfabrik på verdensmarkedet er Fujifilm, som i modsætning til Kodak også har været i stand til at få succes på markedet for digitale kameraer.
Således forgår verdens herlighed, udviklingen er ikke sådan at standse og Kodak har ikke formået at følge med. Jeg har for nylig sat film i det gamle spejlreflex, og det er åbentlyst for mig også, at gammeldags film er for nostalgikere og fanatikere, og så Kirsten Klein, som kun kan få sine flotte, kornede billeder med film i kameraet.
Det er en ringe trøst, at kloge hoveder spår, at digitalkameraet også er på vej til at forsvinde, i hvert fald som en selvstændig enhed. I fremtiden vil du bruge din smartphone og din iPad til at tage billeder med, og det digitale lommekamera bliver overflødigt, efterhånden som telefon-kameraerne bliver bedre. Tilbage vil være store, dyre og klodsede kameraer for entusiaster og professionelle.

Struktur under huden

2012-01-08T18:41:00.000+01:00

Vi har netop været i Randers for at se Martin Bigum udstillingen "Struktur under huden". Den var ganske spændende. MB bruger ikke længere den lille kutteklædte "Art" figur, nu er det engle-lignende væsener og en jordklode med ansigt som er blandt de gennemgående temaer.

MB's billeder er fulde af detaljer, som hver for sig er genkendelige, men som er sat sammen i en ikke-åbenlys sammenhæng. Puslespilsbrikker transformeres til engleskikkelser, som ser alt andet end ophøjede ud. Faktisk er de i gang med slåskampe eller de er, iført pampers-ble ved at blaffe. Der er meget at se på, og det er uundgåeligt at begynde at tolke på billederne.

Jeg skal spare læserne for en indgående analyse af MB's værk lige nu, men nøjes med at opfordre til at følge med i, hvad han laver, så godt det nu kan lade sig gøre.

Det her gengivne "Sacred & Profane" fangede mit øje. (Vi slipper ikke helt...) Venstre halvdel af lærredet er fuldt af en mareridts- eller helvedesscene som hos H. Bosch, og højre halvdel er fuldt af Disney-figurer igang med alt det, som de aldrig gør når Disney-koncernen selv står for at tegne dem. Fedtmule og Minnie har sex, Mickey Mouse fixer osv. Denne halvdel af billedet er i øvrigt er en reference til et gammelt billede fra tresserne eller halvfjerdserne, som jeg ikke kan huske titlen på. Jeg så det første gang i "Tegneserier : en ekspansions historie" En diger, og forældet sag om at analysere tegneserier. De to sider viser altså det hellige som noget med relation til helvede og det profane som Disney figurer i gang med at bryde reglerne. Man kunne få den tanke, at MB er et dystert gemyt, men det modsiges af den muntre, tegneserieagtige måde at male på og af detaljer som en "rigtig" and med matroshat.

Udstillingen slutter i dag, men kataloget gengiver de fleste af billederne.

Foto og Penge

2011-12-19T17:21:00.002+01:00

Da jeg var ung, lærte jeg en hel masse om værdi og penge i stedet for det fag jeg skulle have studeret. Mine lærere var humanister og bibliotekarer, og de brugte Kapitalens første bind som udgangspunkt, i stedet for en mere samtidig lærebog.
Nå det var slet ikke det , det skulle handle om, men det er aldrig for sent at lære noget nyt. Nu om billeder, værdi og penge for eksempel.
Der er enkelte, som kan tjene penge på at tage fotos af andre, som for eksempel den pressefotograf, der fotograferede mig til et arrangement med Johannes Møllehave. Han fik ikke alene lørdagsbetaling, han gik også rundt med kameraudstyr af en værdi som en Toyota Aygo før afgifter. Billedet blev derefter behandlet og trykt på avispapir, så det meste af alt ligner noget taget med et kamera fra det sidste blogindlæg, men det er et vilkår ved aviser.
De fleste fotograferende mennesker må nøjes med den fornøjelse det er selv at have taget sine billeder. Hvis man vil dele dem med andre, kan man lave en blog som her, eller man kan uploade billederne til flickr.com.
Hvis man strammer den, kan man angive, hvilke rettigheder man vil knytte til billedet, i håb om at nogen vil bruge det og evt betale for brugen. Det sker faktisk af og til, har jeg hørt fra pålidelig kilde.
I min søgen efter interessante foto-hjemmesider er jeg nu stødt på en 3die mulighed, nemlig at betale for at få sine billeder vist. Oven i købet som en slags auktion. På siden The Most Expensive Picture kan man få sit billede vist på forsiden blot man vil betale. Princippet er, at man skal betale $1 mere, end den sidste fotograf gjorde. Den første, der uploadede betalte $1, i skrivende stund er der betalt $85, og man begynder forfra, når de $300 er nået.
Man underviser ikke længere vordende bibliotekarer i "Das Kapital" så vidt jeg ved, og det er nok en god ide, af mange grunde. Markedet for billeder ser lige nu ud som beskrevet ovenfor, mere kompliceret en da Kapitalen blev skrevet.
Nogen kan sælge deres billeder på nettet, mange er glade for blot at få deres billeder offentliggjort og enkelte er villige til at betale for at få billeder offentliggjort bestemte steder. Måske er det ikke så tosset som det lyder. Der er en intens kamp om netbrugernes opmærksomhed. En ting er at blive offentliggjort på nettet, noget andet er at få et publikum.
Billedet ovenfor er mit eget, det træder i stedet for det pressebillede af Møllehave, som fotografen sikkert gerne vil have betaling for at vise. Hans marked er jo også under forandring, hvem som helst kan tage brugbare billeder blot de er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Sender man pressefotografen afsted, er man sikker på at få et billede, men han kan jo kun være et sted ad gangen.

På Galleri

2011-12-11T17:29:00.008+01:00

Midt i Salling, i den lille by Hjerk ligger Galleri Salling. De har netop udvidet lokalerne, og fejrer åbningen med en udstilling af Kirsten Kleins flotte fotos fra den nye Limfjordsbog, hun har lavet sammen med Hans Edvard Nørregaard Nielsen.

De udstiller også en række malerier, heriblandt ovenstående, som tydeligvis forestiller en skovbund med anemoner. Det er et af den slags billeder, hvor man på en meters afstand er i tvivl om om det er et fotografi eller et maleri. Tæt på kan man se penselstrøg, men bare et skridt væk er man i tvivl.

Jeg er altid fascineret af den slags billeder, håndværket alene kan imponere. Kustoden fortalte, at kunstneren, (jeg har glemt navnet) havde arbejdet en hel uge kun på billedet.

Man kan også af og til spørge sig selv, hvorfor vedkommende så ikke er kendt og berømt. Det kan der være mange grunde til, måske er det det eneste billede af den slags, hun har lavet, måske er hun ikke interesseret i berømmelse.

En anden grund kan være, at det ikke er nok at være dygtig for at blive til noget i dagens kunstverden, man skal også besidde en vis originalitet, og man skal helst også have et eller andet på hjerte ud over de flotte billeder. Uden at nedgøre billedet, så er der rigtig mange dygtige malere i omløb, og detaljerede blomsterbilleder er set før op gennem kunsthistorien.

f.eks. Anna Sybergs billeder, som man kan se i Faaborg.

Uanset hvor detaljeret man kan male, og uanset hvor tæt man er på et foto, så er det alene ikke nok til et rykke op i første division eller superligaen. Derfor kan man da godt nyde sådan et billede, når man ser det, og jeg ville ikke have noget imod at have det hængende.

Legetøj

2011-11-18T15:54:00.008+01:00

Jeg har tidligere blogget om forskellige kameratyper og deres fordel og ulemper. I min research om emnet ( planløs surfning lyder ikke så fint) , er jeg faldet over et fænomen fra fotografiets overdrev.
Der er en ganske omfattende subkultur omkring det at bruge legetøjskameraer til at tage "rigtige" billeder med.
Der findes hjemmesider dedikeret til disse legetøjskameta - fotografer, f.eks. denne http://www.toycamera.com/, og der findes uddybende artikler om emnet, her feks.

De, som er optaget af denne måde at fotografere på, går efter de særlige egenskaber billederne får, uskarpe, vignetterede (sorte hjørner), farvede rande og kradse farver. Normalt gør fotografer sig store anstrengelser for at undgå dette, dels i processen med at anskaffe et kamera, dels i optagelsesøjeblikket og efterbehandlingen.
Sætter man sig et øjeblik ud over sin vante opfattelse af, hvad et fotografi er eller bør være, kan man faktisk få et udbytte af at se på billederne. På samme måde som mange kunstværker ikke forestiller noget, så er disse billeder noget andet en almindelige fotografier. Der findes en gruppe på Flickr dedikeret til formålet

Skulle læseren nu have fået blod på tanden, er der tilsyneladende især et apparat, som fanatikerne samler sig om, et Holga. Det er oprindelig lavet, så indbyggere i den 3die verden også kan få råd til et kamera, og det sælges også stadig med dette formål. Du kan læse mere her eller her.

Man behøver ikke at opgive sit digitale spejlreflekskamera for at være med, Man kan købe en Holga-linse med såvel Nikon- som Canon-fatning, se her, hos en specialbutik for den slags kameraer. Dem som foretrækker den allestednærværende iPhone kan også være med, der findes en forsats-dims at købe.

Billederne er lånt på Flickr.

Skudt papegøjen ?

2011-11-13T21:01:00.011+01:00

På Skovgaard Museet i Viborg er der lige nu en udstilling med temaet "fugle". Som man kan se er der lidt af hvert inden for emnet, lige fra Johannes Larsen og til Asger Jorn. Den slags udstillinger er for mig et velkomment alternativ til udstillinger med en enkelt kunstner eller kunstnergruppe. Man får mulighed for at se, hvor mange forskellige måder, et bestemt tema kan gribes an på. Der er ikke megen plads i Skovgaard Museet, når kun den ene etage er i brug til særudstilling. Der er meget at se på, men pladsen er godt udnyttet, og jeg er ikke så velbevandret i kunsthistorien, at jeg kan pege på noget, der mangler.

Den døde ara er taget med for spøgens skyld, kunstneren (Sven Allan Sørensen) forventer ikke en dybsindig andægtighed, skulle man være i tvivl, er der et lille vers vedhæftet værkets titel. Tag selv til Viborg for at se.

Det andet værk af papir af Peter Callesen er heller ikke så svært, de himmelske engle i modspil med de døde skeletter. Det handler om døden og livet og alt det der.

Han er en af de kunstnere jeg gerne kigger på, på grund af håndværket. det er helt utroligt, hvad han kan få ud af almindeligt hvidt papir, med en skarp kniv, vil jeg tro. Den tunge symbolik i mange af hans værker er i overkanten, men der er tale om virtuost papirarbejde, som det er værd at bruge et øjeblik på, om ikke for andet så for elegancen i udførelsen. Både i direkte og i overført betydning kan jeg være i tvivl om holdbarheden, men det skal ikke afholde mig fra at nyde hans værker.

Bob D i Boxen

2011-11-03T08:20:00.007+01:00

Onsdag d. 2. november var vi til koncert i Jyske Bank Boxen som stedet hedder. Salen var fuld, rigtig mange mennesker var samlet for at.. Ja hvad er egentlig motivationen for at tage til sådan en koncert?

Første del var med Mark Knopfler, som gav en glimrende, men noget kort koncert, med prøver på sit sædvanlige behagelige guitarspil, og med nogle folk-inspirerede numre desuden, sækkepibe og træ-fløjter inklusive. Alt ialt en god oplevelse så langt. Ikke noget afgørende nyt, men vender vi tilbage til det med motivationen, så tager man ikke til sådan en koncert for at blive udfordret.

Sidste halvdel var med Bob D og band. Mark Knopfler var med i de første numre, det havde udpræget jam-karakter. Jeg kan ikke vide, om de har øvet sammen, men det lød sine steder som om MK lige var kommet fordi og faldt ind, lidt lige som henne på pubben en fredag aften.

Hovedproblemet var Bob D, som simpelthen ikke har en sangstemme tilbage. Han skriver sig ind i en række af aldrende rockstjerner, som har mistet noget af det, der gjorde dem store, nemlig evnen til at fremføre egne sange. Herhjemme er Steffen Brandt og Sebastian udmærkede eksempler. De kan alle stadig skrive sange, og de kan ikke bære, ikke selv at synge dem, selv om de ikke længere kan. Vi, publikum, kommer ligeledes langvejs fra i håb om at opleve noget af suset fra dengang, i forrige årtusind, hvor vi havde hår på hovedet og ikke fik tømmermænd. Men sådan fungerer tingene ikke. Vi må lære, som vore fædre gjorde det før os, at tiden går, og at der er ting som ikke længere giver mening. Vi, publikum, kan nu sige, at vi har set en af rockens 5 største sangskrivere på scenen, han bevægede sig og alting, men vi kan ikke sige, at vi har haft en fornuftig koncertoplevelse med Bob D.

Bob D bjæffede sig gennem sit sæt, ikke ulig vor nabos Bella, når mor kommer hjem. Når først det var gået op for en, dette er hvad vi får, kunne vi nyde et særdeles velspillede backing-band med en spøjs gammel mand som ikke kunne synge. Helt ok til en aften på den lokale pub, men ikke noget at tage til Herning efter.

Politisk kunst

2011-10-18T09:25:00.010+02:00

Al god kunst er politisk, al politisk kunst er dårlig. Sådan lyder et bon-mot, som man ikke hører så meget mere som i de glade 70'ere. Det er måske også godt det samme, en diskussion af kunsts politiske indhold og virkning bliver temmelig tit en ørkenvandring. Men hvad så, når politikere laver kunst? Normalt har vi herhjemme det med rette besungne armslængdeprincip, hvor politikerne lave de generelle beslutninger, men afholder sig fra at træffe beslutninger, der vedrører enkelte kunstværker. Et princip, der gør det muligt at have en kontinuitet i kulturstøtten, uanset om regeringen er blå eller rød eller grumset.

Der er dog ingen principper, der afholder poltikerne fra selv at lave kunst. I dette tilfælde har jeg fanget to af dansk politiks stærke damer, som sammen med andre politikere har lavet et billede til et velgørende formål. De hænger pt i Odense, og bliver solgt til fordel for børneafdelingen på Odense Universitetshospital. I en konkurrence arrangeret af Odense ugeavis.

Billederne er sådan set ganske interessante. Margrete Vestagers billede nederst ligger for mig godt i tråd med, hvad jeg ville forvente af en radikal. Et højt abstraktionsniveau, men dog med referencer til omgivelserne, her noget med nat og tåge, og noget der kunne være huse.

Pia Kjærsgaard øverst viser en smilende klovn, en rar og medmenneskelig figur, der ikke altid afspejles i hendes politiske virke, for nu at holde sig til de afdæmpede vendinger.

For begge gælder det, at deres værker kvalitetsmæssigt ligger på samme niveau, som mange af de andre amatørkunstnere på udstillingen på Odense rådhus. De har begge væsentligt mere at byde på som politikere, men de skal have ros for også her at stikke næsen frem, forhåbentlig til glæde for både syge børn og billedernes købere.

Små og store kameraer

2011-10-04T19:05:00.010+02:00

For godt en måneds tid siden lånte jeg et Nikon Spejlrefleks kamera, jeg skulle tage billeder under forhold, hvor mit lommekamera måtte give op. Det var lækkert at arbejde med, og billederne blev gode, eller i hvert fald bedre end dem jeg tog med lommekameraet. Det gav selvfølgelig anledning til at genoverveje min stædige fastholden af at bruge et lommekamera, eller et "travel-zoom" kamera, som producenten kalder det, som undskyldning for en lidt højere pris.
Men overvejelserne standsede hurtigt, jeg er temmelig sikker på, at et spejlrefleks-Nikon ville komme til at samle støv i skabet herhjemme. Sådan gik det i hvertfald med det analoge kamera, jeg brugte i forrige årtusind.
Det viser sig at millioner af mennesker har gjort sig de samme overvejelser som jeg, og det er jo rart at være del af en bevægelse. Kameraproducenterne har i hvert fald opdaget os, og alle de store fabrikker på nær Canon producerer nu små systemkameraer. Kameraer med ca. samme billedkvalitet som spejlreflekskameraer, med udskiftelig optik i god kvalitet, men uden spejl, og dermed væsentligt mindre.
Mens overvejelserne står på, gik jeg på jagt på nettet, og ved hjælp af vor ven Google fandt jeg ud af, at der er masser af fotografer med større ambitioner og resultater end undertegnede, som bruger et lommekamera, ofte som supplement til det store udstyr. Sagen er jo den enkle, at man altid kan have lommekameraet med. Linket her viser en række eksempler: http://blog.photoshelter.com/2010/07/15-digital-point-and-shoot-cameras-used-by-pros.html
Ser man nærmere efter, ser man, at også mobiltelefonen kan bruges til mere end dokumentation af venners og kæresters druk. Se f.eks. disse to websteder med billeder taget med iPhones indbyggede kamera. http://www.iphoneartphotography.com/ og http://iphoneasart.com/
Billedet herover er taget med min Samsung Monte telefon, en vinterdag ved Nors sø. Man ser klart, at der ingen fugle er, hverken interessante eller almindelige.
Så spørgsmålet er, hvor vigtig den tekniske kvalitet er for at der er tale om et godt billede. Det kan lade sig gøre at tage billeder med små nemme kamereaer, som man altid kan have med.

Litteraturformidling

2011-09-09T19:32:00.007+02:00

På billedet ser man et nyt tiltag fra biblioteksverdenen. På en legemsstor, trykfølsom skærm står der en forfatter og venter. Han er filmet, så han er i bevægelse, men han gør ikke noget andet end at vente. På skærmen er der nogle menupunkter, som man kan trykke på. Det er en række spørgsmål, og forfatteren svarer så på spørgsmålet når man trykker på skærmen. F.eks. et spørgsmål om, hvor længe han er om at skrive en bog.
Skærmen er set på Vejle bibliotek, som har fået økonomisk støtte til udviklingen, i håb om at ideen slår an. Udførelsen er ganske tjekket, der lidt science fiction over det, i kraft af skærmens størrelse. Det er ganske fascinerende at se på og en noget anderledes måde at formidle litteratur på. Selv om det ligner, er der nu næppe nogen, der tror at skærmen erstatter personlig kontakt, men det kan være med til at promovere den aktuelle forfatter.
Vi kan her se, hvor meget man kan med IT efterhånden, vi er ikke langt fra en fagre ny verden. Vi kan også se, at biblioteksverdenen er under et vist pres i disse år. Ideen om fri, lige og struktureret adgang til information og kulturel oplevelse er ikke i nogen fare, men når først musik og siden film og bøger bliver til noget, man downloader til en skærm, mindskes behovet for den del af biblioteksvirksomheden, der handler om at håndtere fysiske materialer. På lang sigt er det også et spørgsmål om, hvad vi så skal med alle de flotte bygninger.
Derfor udfolder biblioteksfolk i disse år en gevaldig opfindsomhed, som vi kan se på billedet. Vi skyder så at sige med spredehagl, i håb om at ramme noget med en fremtid i. En masse projekter støttes, nogle med succes og nogen med et ganske kort liv. Det vi ser her, vil jeg spå en beskeden fremtid på velfinansierede biblioteker.
Det viste projekt kan ikke redde bibliotekerne som de ser ud idag, men der er al mulig grund til at fortsætte forsøgene. Vi ved, at der skal gøres noget, men som jeg læser biblioteksverdenen i øjeblikket er vi knap nok klare over hvad. De færreste tror for alvor på, at IT alene kan opfylde borgernes behov og ønsker til et biblioteksvæsen, uanset hvor meget man kan downloade.
Men skal bibliotekerne fortsat have en berettigelse, kræver det at biblioteksverdenen for det første er med til at udvikle de muligheder, det kommercielle marked allerede er godt i gang med, så de kan bruges i bibliotekssammenhæng. For det andet er vi nødt til at komme op med en fornuftig brug af bygninger og personale, så vi er klar den dag, bøger ikke længere er af papir.

Bådflygtninge

2011-08-14T12:49:00.010+02:00

Vi var til kunst-event i Thisted i dag. Det var annonceret i dagspressen og ved opslag, at det gode skib MS Anton ville lægge til kaj med Jens Galschiøts værk "Flygtningeskibet" om bord. Vi var der i god tid, 10 min før annonceret, men skibet var forlængst ved kaj, så selve indsejlingen så vi ikke. Til gængæld var der ikke andre, så det var en noget beskeden event vi var deltagere i.

Selve værket, et antal bronzeskulpturer forestillende bådflygtninge, er nu ganske stærkt. Flygtningene stirrer tomt hen for sig, og de er alt for mange på den lille båd, man bliver lidt uhyggelig til mode.

Værket er som så ofte med Jens Galschiøt med en konkret og direkte politisk hensigt. I dette tilfælde at gøre opmærksom på FN's 2015 mål. Målene kan du læse om hos Danida, et af dem er at halvere sult og fattigdom i verden.

Mon ikke kunstneren løber åbne døre ind? Uanset hvad man mener om FN's indsats, er det vel de færreste som kan have noget imod disse mål, så jeg spekulerer på, om der er en dybere mening, som bliver overset her. Spørgsmålet er også om værket fremmer sagen yderligere. Skade gør den vel næppe, men fokus kan nemt ende på kunstværket frem for den sag, det skal fremme.

Under alle omstændigheder kan skibet ses i Thisted frem til og med tirsdag d. 16.8. Derefter i Skive.

Skagen

2011-07-24T20:05:00.006+02:00

På Skagens Museum kan for for tiden se udstillingen "Skagen Guld", som består af en række billeder af skagensmalerne i privateje. Det vil sige, at det er billeder, vi ikke får at se igen foreløbig. For dem som er interesserede i skagensmalerne er der meget at komme efter, udstillingen er værd at se.
Når man har set nok, kan man spadsere til den anden ende af byen, hvor Galleri Rasmus har lejet sig ind i huset Tavi (som jeg har forstået det). Her er også meget spændende, nutidig kunst. Bl.a. har Marina Pagh forholdt sig til et af skagensmalernes yndlingsmotiver, den vejrbidte fisker med sydvest og med blikker rette mod det fjerne.
Det er gået lige netop det billede sådan, at det fra at være kunst med en vis realisme, som gode borgere kunne have hængende på hæderspladsen, er blevet til absolut kitsch. Det ses allevegne som reproduktion, så man kommer i nærheden af kvalmegrænsen. (Hvor er i øvrigt originalen?)
Jeg har for ikke så længe siden skrevet om korssting som kunstnerisk medium . Marina Pagh har gjort det, at hun har samlet en række korssting med fiskeren som motiv. Korssting, der sansynligvis har været tænkt som pæne, men som er blevet til uden en egentlige originale kunstneriske ambitioner.
Man må forestille sig en række flittige og dygtige håndarbejds-personer på jagt efter et motiv. Måske har man kunnet købe et trykt forlæg, lige til at gå i gang med.
Tager man broderierne enkeltvis, monteret på en pude, vil de næppe blive anerkendt som god smag, ensige kunst, men Marina Pagh erobrer så at sige billedet tilbage ved at hænge alle disse næsten ens broderier op ved siden af hinanden. Man kan kigge længe på billedet for om muligt at finde to ens broderier, og man kan se, hvordan det samme billede kan falde forbløffende forskelligt ud for forskellige broderister. Man kan stå og overveje, om der er ironiske undertoner eller ej. Det er kort sagt lykkedes for MP at få et selvstændigt værk ud af fiskeren, og det er lykkedes hende at bruge korsstingsbroderi på en kunstnerisk brugbar måde

Vandpantomime

2011-07-17T10:38:00.011+02:00

På Kunsten i Ålborg har de fået et nyt værk, en installation af Jeppe Hein kaldet Water Pavillion. Som man kan se på billederne er det et avanceret springvand. Der dannes vægge af vand i to koncentriske cirkler. Væggene lukker helt eller delvist ned med få minutters eller sekunders mellemrum, så man kan træde ind i cirklerne uden at blive gennemblødt. Som man også kan se var det til stor glæde for børn og barnlige sjæle, jeg var også selv derinde et kort øjeblik. Hvis man ikke kan vente på regnen med at blive drivvåd, kan man også bare gå gennem vandstrålerne, som en af de små piger gjorde. Værket er støttet af Ny Carlsbergfonden bl.a. Ialt med den største enkeltdonation til et værk på Kunsten.
Når man er færdig med at more sig og hygge sig, der er altid noget beroligende ved springvand og fontæner, kan man spekulere på, hvorfor springvandet lige skal være kunst og hvorfor det hører hjemme på et kunstmuseum?
Kunsten kalder det en "interaktiv skulptur" , det lyder af noget mere end et springvand. Det minder mig om Villa d'Este ved Rom, et haveanlæg med masser af fontæner og rum afgrænset af faldende vand. I "Kunsten Paper"nr 3, 2011 kalder Jeppe Hein det selv "et rum for refleksion og afslapning eller det modsatte: et rum for ren fornøjelse".
Der er ikke mange dybsindigheder i værket, ikke meget der skal forklares før man forstår det, men netop det kunstneren skriver, noget man både kan lege med/i og tænke i. Vi må endnu en gang konstatere, at kunst er alt det, som kunstnere og museumsfolk og bloggere kalder for kunst, også hvis man kan fornøje sig med det, mens man ser på det eller bruger det.
I øvrigt er Kunsten værd at besøge denne sommer, især undstillingen WAX, om voks som udtryksmedium for moderne skulptur er interessant. Thilo Frank har et spejlkabinet, hvor man træder ind i et rum af spejle og får fornemmelsen af at træde ud i det tomme rum. Det er set før, bl.a. i Randers, men det bliver det ikke mindre underholdende af.

Kunst og ideologier

2011-06-28T19:47:00.006+02:00

I søndags var vi i Heltborg for at se en særudstilling om Käte Lassen. Hun havde en mangeårig tilknytning til Thy, hvor hun kom, bl.a. til Stenbjerg, for at male sine favoritmotiver, landbefolkningen ved kysten. Som man kan se på fotoet, har hun hang til monumentale opstillinger af karske, blonde, nordiske typer. Foredraget var da heller ikke ret langt henne, før spørgsmålet faldt om hendes forhold til nazismen. Et naturligt spørgsmål at stille om en tysker, der har været udøvende kunstner i tiden 1933-1945.
Museumsleder Jytte Nielsen fortalte, at nyere forskning har gjort det klart, at Käte Lassen ikke var nazist, men gjorde hvad der var nødvendigt for at klare sig som kunstner i det 3.die rige, herunder også at male et stort billede af Adolf Hitler.
Billedet kan efter sigende ses på Museumsberg i Flensborg, hvor mange af hendes billeder hænger. Käte Lassen er et nærmere bekendtskab værd, stærke og klare i udtrykket som de er. Lige nu kan hendes billeder ses i Heltborg, ellers kan man se dem i Flensborg.
En kunstner som faktisk flirtede med nazismen var Oluf Høst. Det i en sådan grad, at hans søn faldt på østfronten. Ganske vist var det først og fremmest sønnen som var renlivet nazi, men Oluf Høst færdedes også i kredsen om Ole Wivel og Knud W. Jensen. Læs den linkede artikel, hvis du vil vide mere. Der er da heller ikke noget i hans billeder, som ligner det vi kender som nazi-kunst.
Pointen er ganske kort, at en kunstners personlige, politiske holdninger ikke nødvendigvis kan aflæses i kunstnerens værk. Man skal kort sagt være forsigtig, når man forsøger at læse alt for firkantede holdninger ud af god kunst. I stedet kan man forholde sig til, om værket virker på en og hvorfor det gør det.

Skive ny Kunstmuseum og Kirsten Kjærs

2011-05-24T20:38:00.007+02:00

På Skive Ny Kunstmuseum kan man i øjeblikket se en udstilling af Thomas Wolsing med et aktuelt emne, nemlig udkanter. Udstillingen består af billeder af forfaldne huse fra danske udkanter, den slags huse som er ringere end selv Låsby-Svendsens ejendomme. Faktisk er det rene ruiner. Billederne skriver sig ind i en europæisk, romantisk tradition for at se ruiner smukke, man taler (talte) om forfaldets skønhed. Oprindeligt tager traditionen vist udgangspunkt i græske marmortempler. Her er der tale om landhuse, som er forladt og delvist faldet sammen. De fleste regner dem for en skamplet på egn og by, her i Thisted gør kommunen et stort arbejde for at få den slags fjernet fra landskabet.

Det betyder ikke, at der ikke er billedmæssige muligheder i disse ruiner, vi mangler bare at se dem udnyttet. Thomas Wolsing nøjes ikke med at fotografere ruinerne, han bearbejder billederne ved at lave dem til kæmpemæssige korsstingsbroderier. På den måde får billederne en stoflighed samtidig med slags digital reducering af faver og former. Korsttingsbroderiet er desuden en henvisning til en tradition i de samme landbohuse, som er afbildet i værkerne.

Så langt så godt, her begynder problemerne, for det fungerer ikke rigtigt. Ingen tvivl om, at der er tale om et stort arbejde, men valget af medie gør ikke noget godt for udtrykket. Kunstneren fraskriver sig en række udtryksmuligheder som farveskala og detaljearbejde, og tilbage står, hvad der mere er et socialpolitisk statement end et fungerende kunstværk. Korssting med med motiv opfatter jeg som en mulighed for at dekorere en stof-flade, som ellers skulle have været ensfarvet, en sofapude f.eks. Som billedkunstner er man ikke underlagt en husmors begrænsninger. Vælger man alligevel at arbejde med de begrænsninger, broderiet som medie giver, skal der åbenbart mere til fra kunstnerens side, end vi ser i dette tilfælde.

Den anden kunster i denne omgang har også boligen som motiv. Pia Boysen arbejder også med noget man kan genkende som et motiv, svenske landhuse inde og ude. Stilen kan vi genkende som en man ser meget blandt yngre kunstere for tiden, med grove strøg og en delvis seen bort fra fotografisk præcision og perspektiv.

Billederne er umiddelbart indladende, der er noget at se på og man kan bruge tid på at finde ud af, hvad det egentlig er man ser. Når man har set det, er der fortsat penselstrøg farver og nuancer at se på. Pia Boysens statement er mere lavmælt end Thomas Wolsings, men også mere holdbart, et billedmæssigt statement om, at der er noget seværdigt at komme efter i de motiver hun har valgt. Den indladenhed jeg omtaler, vil næppe skaffe hende fremgang i kunstverdenen, her er umiddelbart tilgængelige billeder ofte under mistanke, men jeg mener, at hendes billeder holder for et nærmere bekendskab.

Lancaster

2011-05-07T15:24:00.005+02:00

I torsdags var jeg i Helligsø for at se en Avro Lancaster flyve forbi. Den er en sjældenhed, der findes kun to i hele verden i flyvedygtig stand, så efter min mening var den værd at køre efter. Flyveren kom aldrig, så det giver jo et problem, når man gerne vil skrive om det. Denne ikke-historie har fået en grundig behandling af rigtige journalister, både i Thisted Dagblad og på andre blogs.
Når der nu ikke skete noget, er det en oplagt mulighed at beskrive, hvad man faktisk oplevede, så der i det mindste kommer en historie ud af det, når der nu ikke er nogen stor oplevelse at berette om. Og man må også gerne pynte lidt på på sagen. Nedenfor er en ikke helt sandfærdig beretning om, hvad der skete torsdag eftermiddag.

Torsdag er almindelig arbejdsdag, så jeg havde i forvejen spurgt fri. Det plejer ikke at være noget problem, men da mine kolleger hørte, at jeg skulle ned for at se en krigsflyver, sagde de a pricipielle årsager nej. Der er virkelig ingen grund til at fremme den slags. En enkelt forbarmede sig dog og byttede vagt, så det kunne med lodder og trisser lade sig gøre at være på plads kl. 15.00 og tilbage på arbejde kl.16.15.
Som sædvanlig kom jeg sent afsted og jeg måtte ignorere en masse skilte, hvor der stod 50 for at markere en anbefalet gennemsnitshastighed.
Undervejs tilbød min ledsager mig et bolsje, som jeg havde god lyst til. Jeg opdagede først for sent, at jeg fik en af de lyserøde gang-i-festen piller i stedet for. Over stok og sten gik det, og lige uden for Ydby måtte jeg bremse hårdt op for en lille pige. Det viste sig at være et papskilt, som nogen spasmagere havde malet rødt og stillet op i vejkanten.
Vel ankommet til Helligsø Kirke stod det klart, at flyveren ikke havde været der endnu, alle spejdede intenst mod syd. På marken nedenfor kirken stod et tv-hold. I kikkerten kunne jeg se, at det var Bubber, som interviewede en mand, som stod og klappede et får. Man kan jo ligeså godt udnytte ventetiden til en ekstra historie.
Tiden gik, og for at bidrage til underholdningen gav jeg mig til at fortælle anekdoter om sir Arthur "Bomber" Harris, lederen af den allierede bomberkommando under 2. verdenskrig. Han sagde f.eks.: " The aim of the Combined Bomber Offensive...should be unambiguously stated [as] the destruction of German cities, the killing of German workers, and the disruption of civilised life throughout Germany."
Da jeg var nået til historien om, hvordan invielsen af et monument til hans ære blev forstyrret af fredsaktivister, trak min ledsager mig ærmet og påpegede, at de andre for længst var gået. Vi måtte slukørede erkende, at flyveren ikke kom og ikke ville komme den dag.
Eftervirkningen af "bolsjet" var ved at sætte ind, så vi kørte hjem igen. Der stod en masse mænd i sort lædertøj og med gule veste og vinkede i vejsiden. Vi vinkede høfligt tilbage, selv om vi ikke kendte dem.
Jeg nåede frem til min vagt uden problemer, og bortset fra at flere af mine kolleger optrådte i uniform og med faldskærm på ryggen, var der ikke flere problemer den dag.

Ordkraft og Kunsthal Nord

2011-04-10T11:30:00.015+02:00

Lørdag var vi til Ordkraft i Ålborg, i kulturetablissementet Nordkraft. Som de selv siger på hjemmesiden, så var det et ganske stort arrangement, i stil med Bogmessen i Forum. Dog med større vægt på litteratur og mindre på bogsalg. Mine bibliotekar-kolleger i Ålborg var involverede i projektet, tillykke med at det klappede.

En af de forfattere, der gjorde indtryk var Knud Romer, som fortalte om sin kommende bog. Det er en historie om en barndomsven, som i kraft af sin fars arbejde som diplomat var til stede i samtlige brændpunkter i 60'erne og 70'erne. Knud Romer fortalte levende og engageret, så man kom til at huske på, at det levende ord er en genre for sig, forskellig fra skreven litteratur. Det er de færreste forfattere beskåret at kunne fortælle deres historier fra en scene, så indtrykket er lige så stort som ved læsning af den tilgrundliggende tekst, men Knud Romer kunne. Så nu venter vi bare på bogen. KR passer både job og børn ved siden af forfattergerningen, så vi kan komme til at vente et stykke tid.

Når vi nu var der, skulle vi også lige på Kunsthal Nord, hvor der var en udstilling af Steen Rasmussen og Rikuo Ueda. Wind hed den. En masse mennesker havde indsamlet vinden i en masse dåser, forseglet dem og skrevet sted, tidspunkt og vindstyrke på dåsen, mens en fotograf forevigede begivenheden. Kunstnere gør sådan noget, leger med ordenes betydning og lægger det op til os tilskuere at finde mening. Vinden er jo netop ikke længere vind, når den er fanget i en dåse. Som det fremgår af illustrationen, så var publikum langt mest optaget af de ophængte dokumentariske fotos. Dermed satte udstillingen sig mellem to stole. Fotografierne tog opmærksomheden fra det visuelle udtryk i den opstillede skov af dåser, og de påhæftede etiketter og den grundige forklaring tog enhver magi ud af udtrykket. Vi kender det som publikum. Hvis man slet ikke kan finde hoved og hale i et værk, er det uinteressant, hvis vi får for mange forklaringer og introduktioner til et værk, tager det toppen af oplevelsen. Skulle nogen have lyst til at læse videre, er der mere på Kunsthal Nords hjemmeside.

Kunst i Stoholm

2011-03-15T21:09:00.007+01:00

Søndagens udflugt gik til Stoholm, hvor Fjends Kunstforening holdt udstilling. Den var annonceret som amatørkunstnernes forårsudstilling. Dermed var forventningerne afstemt, ingen forventer at se billeder i verdensklasse, men man håber jo på en positiv overraskelse eller to. Udstillingen som helhed var ok. Den beviste, hvis man ikke vidste det i forvejen, at "abstrakt ekspressionisme" har en stor stjerne hos danske amatørkunstnere, hvilket af og til undrer mig. Det er ikke nødvendigvis den nemmeste måde at få resultater på.
Det at være amatørkunstner sætter nogen bestemte betingelser. På den ene side har kunstneren sin indtægt fra noget andet end kunsten. Dermed mangler amatøren ofte tid til fordybelse, og håndelag og kvalitet kan lide skade. I dette tilfælde var dommen fra mine ledsagere nu denne: "Der var ikke ret mange, der burde være blevet hjemme". Det var ment rosende, og der var faktisk billeder hvor både ide og udførelse var i orden.
Den positive side af at være amatør er, at man kan male, lige præcist det man vil. Man behøver ikke at forholde sig til et marked eller til hvad der anses for god smag i kunstoffentligheden. I dette tilfælde er motivet en kronhjort. Den er malet i en naturalistisk stil, hjorten er motivet og ikke noget andet. Ikke Som firsernes "Unge vilde" , som brugte kronhjorten flittigt, men med distance, mest som en markering af et standpunkt.
Den brølende kronhjort har i snart 100 år været det ultimative symbol på et småborgerlig, indskrænket kunstsyn. Det er utænkeligt at se en kronhjort på et galleri med ambitioner om at spille en rolle i dagens danske kunstliv, hvis ikke der er netop den nævnte distance, og helst malet af en senere berømt kunstner fra de nævnte "unge vilde". Men her har kunsteren, uden at bekymre sig om den offentlige mening, forsøgt at male en brølende kronhjort, og er oven i købet sluppet nogenlunde fra det. Sig så ikke, at man ikke kan opleve noget fra amatørkunstnere.
Udstillingens høje besøgstal viser i øvrigt, at kunstinteressen er høj, også langt fra nærmeste kunstmuseum.

Poul Anker Bech: Det tabte land

2011-02-12T22:20:00.004+01:00

Vi har været i Randers for at se udstillingen af Poul Ancher Bechs store billeder, Det tabte land. Som sædvanligt kort før sidste chance, men det kan nås endnu, hvis det har interesse.

Mange andre havde i hvert fald interesse i billederne, der var godt fuldt af mennesker på udstillingen. PAB har en indlysende appel, hans malerier er, ihvert fald ved første øjekast, til at forholde sig til. Det er for det meste naturalistiske landskaber, malet med en sikker hånd, og behagelige at se på. I disse landskaber er der så placeret mennesker og objekter, men ude af sammenhæng. Der kan stå en gasflaske eller en kompresser på en grøn eng, eller som i billedet her "I Drift", kan en række rejsende eller turister gå afsted på kanten af afgrunden, tilsyneladende uanfægtede. Også uden at bemærke den mørke skikkelse, der kommer op af dybet.

Disse fejlplacerede objekter og mennesker gør det næsten uundgåeligt at begynde at tolke på billedet. Er man interesseret i andres tolkninger, kan man læse videre i "Udtryk" nr 4, 2010, udgivet af Randers Kunstmuseum, eller man kan få fat i den til udstillingen hørende bog.

Jeg har altid været glad for PAB's billeder, fordi man kan nærme sig dem umiddelbart, for derefter at gå videre med at forholde sig til, hvad egentlig er man ser. Jeg er lidt i tvivl om, om PAB kan holde til det store format, men billederne skal ses et af gangen i de rette omgivelser. De er malet som konkrete udsmykningsopgaver.

Jeg kan ikke frigøre mig fra at forsøge at forstå, hvad objekterne og mennskerne gør i disse "forkerte" sammenhænge, selv om jeg mest hælder til, at de først og fremmest er der for at overraske og forbløffe beskueren.

Skal der lidt malurt i bægeret, så har nutidens mange muligheder for nemt at manipulere billeder taget luften lidt ud af det overraskende ved PAB. Vi ser nu en række yngre kunstnere, som bruger andre teknikker end de klassiske, og som opnår resultater, som stiller PAB lidt i 2. geled. Allan Otte f.eks. får meget stærke billeder ud af det danske landskab, også selv om hans ærinde er lidt et andet end PAB's. PAB er kort sagt blegnet lidt for mig, fordi jeg siden jeg så hans billder som nye, har set andre kunstneres værker fra samme boldgade, men med et stærkere udtryk.

Børn og voksne

2011-01-18T20:47:00.005+01:00

For tiden har den lokale kunstforening besøg fra Odsherred. Vi var der i søndags, for en gangs skyld i de samme weekend som udstillingen åbnede. Et at de billeder vi så var dette. Jeg udbrød spontant: "Nå, der er et barn der er kommet med på udstillingen". Det er selvfølgelig ikke rigtigt. Selvom billedet er naivt malet, som et barn ville gøre det, skal man ikke se ret længe på det for at se, at der trods alt er tale om flere overvejelser fra kunsterens side end dem den gennemsnitlige 11 årige lægger for dagen. Kunstneren er da heller ikke hvem som helst, der er tale om Finn Heiberg fra sammenslutningen Corner.
Linket giver en nøgle til, hvad det er han vil os med billedet. Det handler dels om at se verden på en anden måde. Fotografiet er opfundet, men som maler kan du vise os en anden måde at se et helt almindeligt sceneri på. Billedet handler også om at farvelægge en flade, med de selvpåførte begrænsninger et motiv giver, i modsætning til et totalt abstrakt billede. Kunstneren formidler os den oplevelse han havde da han stod over for motivet, og han gengiver sin oplevelse på en seværdig måde.
Her knækker filmen desværre. Den udtryksmåde, Finn Heiberg har valgt, stiller store krav til behandlingen for at fange vores interesse. Billedet skal have noget ekseptionelt, for at vi ser videre end det barnligt naive udtryk, men dette billede har ikke helt det, der skal til. Trods det velovervejede, voksne udtryk er vi for tæt på barnetegningen. Lidt leg med farver i lag og delvis transparens er ikke nok. Hvis vi er interesserede i børnetegninger, så findes den ægte vare overalt. Skal vi lade os begejstre, når en voksen vælger et barns stil og udtryk, kræver det mere, end hvad Finn Heiberg viser her. Kort sagt, jeg kan lide intentionerne, men billedet holder ikke, og synet ender med et uengageret skuldertræk.

Because the Night

2010-12-27T17:00:00.008+01:00

Blandt årets julegaver var den nye Bruce Springsteen cd "The Promise". Den indeholder en masse skæringer fra 70'erne, cirka fra dengang "Darkness on the Edge of Town" udkom. Et af numrene er den samtidige indspilning af " Because the night", som Patti Smith havde et stort hit med. I følge Wikipedia var Springsteen ikke selv tilfreds med nummeret, og lod Patti Smith indspille det.
Det er fristende over evne at høre de to skæringer efter hinanden, for at høre hvem der kan hvad. Nummeret er basal rock 'n roll. Det lever højt på at flytte trykket i 'because' til første stavelse, suppleret af et enkelt og effektivt omkvæd. Teksten er typisk Springsteen, den evige jagt på noget, helst kærlighed og om ikke andet så en nat sammen.
Der er ingen tvivl om for mig, om at Patti Smith er noget mere intens i sit foredrag. Hun er lidt hurtigere tempomæssigt, en flot stemme brænder klart igennem. Sangen er tydligvis om noget hun kender til og mener fuldt og helt.
Springsteen kører massivt, Phil Spector-actigt frem, i et lidt roligere tempo. Hvad han mangler i stemmepragt på dette nummer reddes af det også dengang uforlignelige E-Street Band, som altid forsyner musikken med en solid fremdrift.
Hør selv og døm. Du kan bruge anledningen til at prøve http://www.bibzoom.dk/, hvor du gratis og lovligt kan downloade begge skæringer, iøvrigt i en masse andre indspilninger også.

Tintin som statsminister

2010-12-04T17:03:00.010+01:00

Så har vi fået et portræt af Anders Fogh Rasmussen som sig hør og bør. Medierne har været fulde af både tolkning af billedet og Simone Kern Åbergs historie, som tidligere både det ene og det andet.
Dagbladet Information citerer Anders Fogh for at rose kunstnerens professionalisme. Rigtigt er det, at hun har haft en professionel tilgang til dette værk, nemlig en dygtig håndværkers tilgang til ordregiverens ønsker. Anders Fogh har fået et portræt med symboler for det han gerne vil huskes for, en aktivistisk udenrigspolitik som er Valdermarstiden værdig og en slet skjult nationalisme vist i det sjællandske bøgetræ, som idag er et dansk symbol.
Spørgsmålet er, hvor det efterlader Simone Åberg Kern som kunstner? Flyvemaskinen, som er hendes særkende er med, men er der andet som viser, at hun er mere end end ferm maler?
Der er ikke antydningen af tvetydighed, ikke på nogen måde kan vi se, at kunstneren har personlighed og holdning. Det kan selvfølgelig skyldes, at hun deler holdning med Anders Fogh, men det var ikke det hun sagde til tv avisen.
Man må ønske Natos generalsekretær tillykke. Han har tæmmet en kunstner så hun spiser af hånden, og han har også indført en aktivistisk malestil i foketingets portrætter. Skulle man nogensinde glemme, hvad Anders Fogh stod for, kan man bare se på billedet hvor symbolikken er så tyk, at den ikke er til at overse.
Han forgænger valgte at stole på, at resultaterne talte for sig selv, og at Kviums portræt i sig selv var seværdigt. Anders Fogh får lagt en lille fortælling ind i billedet, for en sikkerheds skyld.
Retten til at kalde sig kunstner kommer i dag ikke så meget fra at være dygtig til at male, den kommer fra gode ideer, holdninger og personlig integritet.

Dylan og Picasso

2010-11-13T15:58:00.005+01:00

På Statens Museum for Kunst, SMK som de kalder sig, kan man i øjeblikket se, hvilken forskel det gør, om man er en af det 20. århundredes største kunstnere eller om man blot er en ok maler.

Sagen er, at der er to særudstillinger, lige ved siden af hinanden. Den ene med Bob Dylans malerier, nogen relativt nye nogen som han kalder "The Brazil Series". En række øjebliksbilleder fra Brasilien. De viser Dylans blik for et godt billede og de viser en sikker farvesans og komposition. De er desuden nærværende og vedkommende, med motiver fra en brasiliansk dagligdag. De er, for de flestes vedkommende, billeder af personer fanget midt i eller lige efter en situation, nærmest en slags maleriske snapshots.

Problemet er, at de personer, som er hovedmotivet, er stive og kunstige, de mangler liv simpelthen. Og det i en sådan grad, at jeg må erkende, at jeg mest synes billederne er værd at se, fordi det er "onkel Bob" der har malet dem, de er på ingen måde hjemmehørende i kunstens første division.

Det er derimod Picasso. Han fanger personer med en enkelt streg, og karakteriserer dem og overfører den til papiret. Ikke nødvendigvis med portrætlighed eller korrekte proportioner, men rigtigt ramt, i de fleste tilfælde.

Begge de viste eksempler har afklædte kvinder som motiv, og der er for mig ingen tvivl om, hvem der rammer plet, og hvem der blot er tæt på.

Jeg ser altså Bob D's billeder af samme grund som jeg ser Dronning Margrethes, fordi de føjer en dimension til en i forvejen kendt person. På samme måde som jeg gerne kommer 10 minutter for tidligt til frisøren for at bladre i "Se og Hør"

Hoppeborg for vokse

2010-10-31T08:53:00.010+01:00

Vi var på Kunsten i Aalborg for at se Allan Otte - særudstillingen inden den lukker. Jeg er meget begejstret for hans realistiske billeder og den helt særlige maleteknik, Det er jeg ikke ene om, hans kvaliteter er indlysende. Man kan læse mere om ham på Kunstens hjemmeside.

Uanset A.O.'s kvaliteter er der tale om relativt traditionel kunst, en plan flade med farver, og oven i købet forestiller billederne noget.

Anderledes var særudstillingen Movin' Space. Her er tale om nutidskunst, som gør brug af moderne teknologi på en meningsfuld måde. Den lille sorte boks ved siden af A.O.'s billede er en del af "Usman Haque: Miscommunications nr. 1." En mikrofon opfanger den omgivende lyd og sender den videre til de andre sorte bokses højttalere, med ca 5 sekunders forsinkelse pr boks. Man kan tale til mikrofonen, eller man kan blot lade den fange den lyd, der er i nærheden. Under alle omstændigheder gør den lange tidsforsinkelse, at der ikke er tale om kommunikation, men blot støj og forvirring. Et enkelt billede på et alt for intenst nutidssamfund. Samtidig ganske fornøjeligt, hvis man slipper sit indre legebarn løs og prøver at snakke til boksen.

Tomas Saracenos værk "Walking on clouds", giver dig en mulighed for at se det hele lidt fra oven. Et rum i Kunsten er sat under tryk med en blæser, som man kender det fra markedspladsenes hoppeborge. For oven er der en klar plastdug, man kan kravle ud på. Den bløde plast giver ret bogstaveligt en fornemmelse af at gå (kravle) på en sky, plasten giver efter og du synker lidt ned. Du får et andet perspektiv visuelt, men også på din egen måde at bevæge dig på, man må ikke stå op, men skal kravle, og man bruger nogen andre muskler end man plejer, på grund af plastens eftergivelighed.

Billedet dokumenterer, at jeg var derude. Det dokumenterer heldigvis ikke, at jeg fandt oplevelsen let ubehagelig, fantasien arbejdede hele tiden med, hvad der kan ske i værste tilfælde. Men det var værd at prøve alligevel, det er ikke så tit, man kan gå (kravle) på en sky.

Port 2010

2010-10-17T16:57:00.007+02:00

Denne weekend har vi haft lejlighed til at se et par ting, som er en del af Region Nords store satsning, Port 2010. Erland Knudssøn Madsen har lavet to skulpturer, som midlertidigt er udstillet i kanten af Nationalpark Thy. Vi har før i denne blog set på et Erlands (som han kaldes her, også af folk, som kun kender ham perifert) værker.

Denne gang har man forsøgt at slå en masse fluer med et smæk. Skulpturerne er en del af Port 2010, de er opstillet i ved indgangen til Nationalparken, som port. Mon det var det, som festivalarrangørerne havde tænkt med navnet? Så får vi også lige trukket I P Jacobsen af stalden. Skulpturerne står ved et af de vandhuller, hvor JPJ studerede alger og encellede organismer. Værkerne er via titlen "Arabesk" kædet sammen med to af JPJ's berømteste digte, som du kan læse her: 1 og 2.

Spørgsmålet er, om Erland har ladet sig spænde for for mange vogne her. Hans værker er ofte i nær familie med minimalismen, og de udmærker sig ved, at man netop ikke kan udlæse en verbal fortælling af dem. De er udelukkende et visuelt statement, uden budskaber eller løftede pegefingre. Men ved at omsætte arabeskens slyngninger til tre dimensioner, i galvaniseret stål og acrylplade, mister han den ro, som ellers gør det muligt at dvæle ved hans værk. Værket er stadig kun visuelt orienteret, men man efterlades uafklaret og med en negativ undren over, hvad der lige sker her.

Det tredie billede er fra Kunstforeningens Det Ny Kastets udstilling i Port 2010. Det er af Rasmus Albertsen og hedder Archive. Det er en videoinstallation med folk, som foretager sig uforståelige handlinger i et kontorlandsskab. I stedet for et lærred vises videoen på en masse sammenklæbet a4 80g/m2 papir, som i øvrigt også flyder over det hele. Uden at jeg kan pege på en konkret reference forekommer konceptet bekendt, vi har lissom set sådan noget før. Vælger man et udtryk, som ikke er super-originalt, er man nødt til i stedet at kunne noget særligt med udførelsen. Altså: det kunstneriske håndværk kan være så godt, at man tilgiver en mangel på originalitet. Det er der ikke tale om her.

Statens Kunstfond

2010-10-02T14:05:00.005+02:00

Vi nåede lige at se Det Ny Kastets udstilling af Statens Kunstfonds nyindkøbte værker. Der er rigtig mange spændende ting, udstillingen kan varmt anbefales til alle kunstinteresserede. Billedet viser et værk af Jørgen Carlo Larsen. Beskriver man det for andre, som et kvadratisk stativ i syv etager, sammensvejset af jernstænger og hvidmalet, med tre toiletruller på hver stang, så vil det muligvis give en let hovedrysten som resultat. Men som det står der, er der et sært modspil mellem stativet, som gør krav på at være seriøst og næsten ophøjet i al sin hvidhed, og så de temmeligt hverdagsagtige toiletruller. Det er ikke så ligetil at afvise værket som pjat, lokumsrullerne insisterer på, at du forholder dig til dem, så at sige. Samtidig er vi tæt på en eller anden praktisk foranstaltning, uden at det er til at gennemskue hvordan. Der er mindelser om forskellige displays til udstilling af postkort, f.eks.
Jeg spekulerer nu også på, hvordan man skal bevare værket for fremtiden, jernstængerne er svejset i begge ender, og rullerne er ikke så ligetil at skifte.
I øvrigt, serendipity er en herlig ting, se bare her, hvad man kan med paprør fra toiletruller.
Vi viser også lige to billeder af John Kørner, han er jo næsten kanoniseret, som en af dem der har udsmykket kroprinsens palæ i Amalienborg, også selv om han skulle male sit værk om.

Sara Blædel: Aldrig mere fri

2010-08-26T16:30:00.006+02:00

Danmarks Radio uddeler dette efterår prisen "Den gyldne kødøkse" til årtiets bedste krimi. Jeg har haft behov for at læse bogen, da den er med i krimiklubben, som har en aflægger på biblioteket.
Det var en interessant oplevelse. Jeg husker den som godt anmeldt og noget hypet, især på grund af emnet, kvindehandel og trafficking af prostituerede. For en sikkerheds skyld tjekkede jeg anmeldelserne igen og der var mange flotte ord om bogen.
Hjertet sank dog noget i livet, da jeg på første side læste dette:
"Politiassistent Louise Rick rettede sig op og trak vejret dybt. Mon man nogensinde vænnede sig til det? Hun håbede det på en måde ikke."
Der er dømt dameblad her, et fladt, kedeligt sprog og en fortælleteknik lige ud af motorvejen. Det fortsætter sådan på 373 sider, uden nåde.
Hvis ikke skriveriet er i orden, så hjælper det ikke, at plottet er spændende. Man læser videre for finde ud af, hvem der gjorde det, alt imens man alligevel ikke er fanget af bogen. Det hjælper heller ikke at emnet er velvalgt og aktuelt, det gør det næsten bare værre at se et vigtigt problem udsat for en trist behandling.
Det der undrer mig mest er, at så mange anmeldere kan rose bogen. Nu om dage har krimiforfattere litterære ambitioner og krimilæsere forventer både et godt plot og en god forfatter, hvad vi da også får mange steder.
Den der kommer nærmest en kritik er Per Krogh Hansen, som i Berlingske Tidende skriver: "Blædel er ingen stor stilist, men hun kan sit håndværk og forstår også denne gang på udmærket vis at flette krimiplot sammen med skildringen af (især) kvinders hverdagsliv i 00erne."

Anton Laier

2010-07-25T21:30:00.007+02:00

Kunsthistorien er fuld af miskendte kunstnere, personer som aldrig fik den anerkendelse i levende live, som en senere, mere forstående tid gav dem. Andre kunstere har måttet give afkald på mangt og meget for at følge deres kald som kunstner.

For pastor Anton Laier kom to kald på tværs af hinanden. Han blev afskediget fra sit embede som præst i Hjallerup som følge af en langstrakt sag, som begyndte med det krucifiks der er afbildet her.

Sagen er grundigt beskrevet af Broby Johansen og i litteraturen i øvrigt, og i færre detaljer på Den Store Danske. så vi vil ikke gå i detaljer med den her.

Jeg har i den forløbne uge haft lejlighed til at se et lille museum med de fleste af hans værker, indrettet i Laiers sommerhus i Hjallerup. Oven i købet havde vi det held at blive vist rundt af hans søn.

Laiers skulpturer lever fuld op til de forventninger jeg havde, efter lidt pluklæsning om dem. De er grove, mange støbt i cement, og både vellignende og udtryksfulde. Der er både buster af verdenshistoriens kendte og af personer i Laiers nærmeste omgangskreds, alle fanget med et åbenlyst blik for personernes karakteristika.

Laiers skæbne og historie overskygger hans kunst, hvilket er en skam. Den historie, man hører om ham er den åbentlyst urimelige om hans afsked, nok så meget som den om et kunstnerisk naturtalent. Hans værk har fortjent bedre end at være gemt væk i et sommerhus, hvor der kun er adgang en måned om året. Det er der nu i juli, der er mulighed for at se skulpturerne. De er mindst en omvej værd.

Arkæologen Margrethe

2010-07-21T09:45:00.006+02:00

Forleden var vi på Moesgård museum for at se udstillingen om Dronning Margrethes arkæologi. Der var fotos, plancher og et udvalg af objekter med relation til det som udstillingen handlede om. Det hele blev samlet af en audioguide indtalt af Hendes Kgl. Højhed selv, i en teknik som for en gangs skyld virkede. Det var i sig selv bemærkelsesværdigt, sådan noget apperatur til publikumsbrug driller ellers altid.

Det vil sige, at i virkeligheden var offentligheden inviteret til et avanceret lysbilledshow fra Margrethes liv, med fokus på arkæologien. Det passede mig fint, det er næsten altid interessant at høre folk fortælle om noget, de interesserer sig for, også selv om det er dronningen det drejer sig om.

Udstillingen fik imidlertid en ekstra dimension, idet Ingvar Cronhammar havde været med til at tilrettelægge opsætningen. Lokalet henlå i mørke, montrerne var lidt for høje og lidt over i det dystre, alt hjulpet på vej af den indirekte belysning. Selv om man ikke interesserer sig for dronningens privatfotos, er Cronhammars opsætning værd at se. Se fotoet.

Majken Bilgrav Sørensen

2010-07-06T21:41:00.007+02:00

Sommerens udstilling på Kirsten Kjærs Museum omfatter blandt andet et lille antal billeder af Majken Bilgrav Sørensen. Der er tale om fuglebilleder og et enkelt fuglefjelds-ditto. De er malet med brede, kraftige penselstrøg, med et godt blik for farver og former. Som det kan ses på vibe-billedet er det ikke fuglenes anatomi eller flugt der er MBS' hovedærinde, fuglene er en anledning til at fylde en flade med farver og former.
Men trods dette er fuglen fint fanget, i et præcist udtryk. Billederne er ikke så ligetil, som de ser ud, jo færre penselstrøg man bruger, jo mere præcist skal de sættes. Billederne er efter min mening både dekorative og 'holdbare', de kan tåle at blive set igen, uden at man bliver træt af dem.
Det at billederne er dekorative og smukke, er sansynligvis også en forhindring for at kunstneren vinder bred anerkendelse i kunst-offentligheden. Det er meget længe siden, at kritikere og museumsfolk var villige til at acceptere kunst, hvis hovedærinde er et flot, seværdigt billede. Men det kan vi andre jo være ligeglade med, vi kan nyde en kunstner med et sikkert blik og et godt håndelag, når lejlighed gives.

Mette Rishøj

2010-06-14T20:46:00.005+02:00

På Det Ny Kastet i Thisted gl. Rådhus kan man i øjeblikket se en udstilling af Mette Rishøj. Hun er en af disse unge / yngre malere, som ikke er bange for at bruge den virkelighed, vi alle kan se, som udgangspunkt for sine billeder.
På baggrund af stærke, flimrende farver ser vi, i stregtegning og hvidt, sværindustriens maskineri, oftest i en destruktiv sammenhæng, i en stor ulykke eller en lille katastrofe.
MR er i stand til at kombinere en overvældende farveglæde med en stærk civilisationskritik. De farveløse maskiner er centrum i billedets katastrofe, ikke alene er de ødelæggende, de er også uden farver, uden glæde.
Der er en verden til forskel på mellemkrigstidens socialrealistiske billeder fra f.eks. dansk industri , som vi har set det på Kunsten i Aalborg, og så disse billeder af golde, ødelæggende maskiner. Billederne er stærke i deres udtryk og de ville forstyrre min nattesøvn, hvis de hang herhjemme, men de er samtidig væsentlige billeder af en samtid, hvor klima- og finanskrise truer.
Det går nok for vidt at sige, at MR maler finanskrisen. Men hendes billeder passer i en tid, hvor jubeloptimismen fra begyndelsen af årtusindet er afløst af eftertanke, en tid hvor vi endnu engang har måttet opgive troen på en krisefri kapitalisme.
Udstillingen kan se til og med 04.07.2010

Forår

2010-05-26T21:41:00.004+02:00

Vi tager lige overgangen fra en heftig snevinter til et koldt forår. Ca. et billede om dagen frem til i går, klippet sammen med Corels seneste fotoprogram. Udsigten er fra mit soveværelse, startende d. 6 marts og sluttende d. 26. maj. Zoomeriet kommer fra programmet.

Heart - Higway to India

2010-05-20T20:13:00.007+02:00

Vi var i Herning i går for at se det nye museum og udstillingen med samtidskunst fra Indien. Museet i sig selv var ganske flot, det er fantastisk, hvad der kan lade sig gøre med beton. Måske skulle man have skelet lidt til Kunsten i Aalborg, Altos bygning er uovertruffen hvad angår indirekte dagslys. Der var noget mørkere i Herning, også på grund af de mørke, polerede betongulve.
Udstillingen var også interessant, kunstværkerne var som helhed forbløffende internationale, det var som at gå ind på et galleri eller museum i en hvilken som helst storby. Jeg havde nok ventet noget mere eksotisk, må jeg tilstå. Det øverste billede viser to skeletter af af en hellig ko, støbt i aluminium og forsynet med et messing-yver, der også var en lille klokke, der ringede en gang i mellem. Vi har alle lært om Indiens hellige køer i folkeskolen og kan begynde en tolkning derfra.

Det andet billede viser en del af en installation, et kontormiljø som taget ud af en spillefilm fra den 3.die verden. Inventaret var lænket med rustne kæder, og mapper og lignede var pakket ind i klæde. En kommentar til, hvor besværligt det er at komme fri af fattigdom måske?
Udstillingen er værd at se, og det kan nås endnu, den løber til midt i september.

Heksekunst

2010-05-12T21:55:00.004+02:00

I dag ved formiddagskaffen udspandt der sig en dialog nogenlunde sådan; Snakken gik om at få sin bil stjålet:

Kollega: "Jeg har en veninde, og forleden virkede låsene på hendes bil ikke, men så kastede hun bare en usynlighedsring omkring den"

Jeg: "Jamen, hvis den er usynlig, risikerer man så ikke, at den bliver påkørt?"

Kollega: " Nej ikke sådan usynlig, bare sådan, at man ikke lægger mærke til den"

Jeg: "Nåeh, sådan..."

Kollega: "Ja, og bilen var der, da hun kom tilbage efter den."

Det virker faktisk, hvem har nogen sinde hørt om en bil der blev stjålet, mens den var gjort usynlig på en sådan måde, at man ikke lægger mærke til den?

Her kunne jeg have lagt et link til opskriften på, hvordan man gør, men jeg undlader i dette tilfælde. Mon ikke mange kan huske, hvordan det gik Mickey, da han var i lære som troldmand?

Stor kunst

2010-05-06T17:25:00.006+02:00

Kunst har mange udtryksformer, jeg skriver af og til om kunst i denne blog. En kunstart, som ikke alle holder af, er bureaukratiets kunst.
Begyndere ud i kunsten at være bureaukrat nøjes med at indflette et "ihvorvel" eller "desformedelst" i deres breve til borgerne.
Sande kunstnere på området lader deres bureaukrati komme til udtryk i snørklede og uforståelige regler. En af slagsen oplevede jeg forleden på Thisteds genbrugsplads.
Jeg var taget derud med noget haveaffald, som der kan laves til kompost. Som den eneste jyde uden en trailer havde jeg lagt affaldet i nogle kraftige sække, som jeg kunne fragte i bagagerummet. Da jeg ville tømme sækkene, blev jeg antaste af en "blå mand" (klædt i gult tøj), som sagde, at jeg ikke måtte have sorte sække med på pladsen. Jeg forklarede, at jeg ville tage sækkene med igen, men han sagde, at det er lige meget, sorte sække må slet ikke komme i nærheden af pladsen.
Jeg tænkte, at der måtte foreligge en fejl. En ting er, at man kan skjule mærkelige ting i sorte sække, ting som ikke hører naturligt hjemme på en genbrugsplads, men når sækkene bliver tømt og taget med hjem og genbrugt, burde det være ligemeget med sækkenes farve.
Så jeg spurgte mig for på kommunen, og minsanten: I medfør af paragraf 32 stk 2 er sorte sække strengt forbudt, også, hvis de bliver tømt og taget med igen. De blå mænd kan nemlig ikke se, om vi nu alligevel smider sækkene fra os i stedet for at tømme dem.
Stor kunst er ofte et symbol på ejerens velstand. I dette tilfælde er ejeren Thisted Kommune, som ejer et regelsæt af høj bureaukratisk klasse. Godt at vi ikke har større problemer end farven på plasticsække.

Rådhuset i Thisted

2010-04-25T11:59:00.010+02:00

Jeg har tidligere underholdt med restaureringen af Thisted gl. Rådhus. Nu der rådhuset færdigrestaureret, og resultatet er ganske imponerende. Alting er i lod og vage, gulvene ligger fast uden at knirke og der drysser ikke puds ned bag tapetet, hvis man rører ved væggene. Resultatet viser, at hvis der er penge og vilje tilstede, kan man opnå de utroligste resultater med gamle bygninger.

Det øverste billede viser Thisted Lillebys model af Bindesbölls rådhus, også et flot stykke arbejde. Det nederste billede er to fade af Corneille.

Bindesböll er i denne sammenhæng Gottlieb, far til kunstneren Thorvald B.

Samme dag som rådhuset blev indviet, åbnede kunstforeningen en Corneille udstilling. Det vi kunne se for de andre tilskueres rygge så ganske spændende ud, der var et pænt udvalg af hvad man kunne vente, både bemalede skulpturer, litografier og oliemalerier. Selvom C måske er en smule overeksponeret, glæder jeg mig til at se udstillingen igen, sammen med lidt færre tilskuere. I mellemtiden nøjes vi med de to kaffekrus vi har, som C har dekoreret.

Apropos kaffe, så har der været lidt debat om farven på væggene i udstillingsrummet. Realea har malet dem cafe-au-lait/babybæ farvede, fordi sådan så de ud, da huset var nyt. Kunstforeningen, som skal bruge rummet fremover, havde ønsket sig hvide vægge, det egner sig bedst til skiftende udstillinger. Bagsiden af den medalje, som de mange penge til restaurering er, er en vis arrogance fra dem som administrerer pengene. Nå, det lever vi med, det er blevet et flot hus igen.

Bjørn i Skive

2010-04-11T11:43:00.009+02:00

I Skive Ny Kunstmuseum så vi fornylig denne opstilling af papmache. Den er lavet af Rasmus Bjørn, som udstiller i Skive for tiden. En ung kunstner med et blik for hverdagens objekter, og for forbrugersamfundets køb og smid væk kultur. Om det holder kan man tvivle på, i hvert fald rent fysisk, det er nogen ganske skrøbelige materialer der er i brug. Men også i overført betydning. Er der tale om en kritisk indstilling til sin samtid, eller er der tale om letbenede finurligheder? Tiden vil vise det, udstillingen er nok værd at se, hvis man alligevel er i nærheden.

Denne bjørn står også i Skive Ny kunstmuseum, hvor den "altid" har stået. Den er nu kommet op i forhallen til ære og værdighed. Den er en gave fra Lauge Koch en gang for længe siden. Snuden er blankslidt, fordi alle skolebørn i Skive har fået lov til at klappe den. Museets hjemmeside kan anbefales, der er et interessant afsnit med webkunst.

I love you

2010-04-02T09:58:00.006+02:00

Skærtorsdag var vi i Århus på Aros, hvor vi så hele to fornemme udstillinger. Først Jacob Holdts billeder fra Amerika. "Tro håb og kærlighed" hedder udstillingen. Det er dels de opringelige billeder fra hans show "Amerikanske billeder" fra 70'erne, dels nogen opdateringer om hvordan det siden er gået for ham og for nogen af personerne fra det oprindelige show.

Det var en forbløffende stærk udstilling, billederne fra dengang var blevet kopieret i stort format i professionel kvalitet, og de nye billeder var blevet taget med bedre udstyr end dengang. Udstillingen viste, at der i USA stadig findes ekstrem fattigdom, stærk racisme og en forkærlighed for skydevåben af svær kaliber. Stærkest virkede dog Jacob Holdts engagement og evne til at komme i kontakt med alle, på tværs af race og samfundsmæssig status.

Som hovedarrangement så vi kunstudstillingen "I love You", en temaudstilling om kærlighed som motiv i kunsten. Her er virkelig sat alle sejl til. der var et bredt udsnit af store kunstnere, fra Eckersberg via Rodin og Picasso til Damien Hirst og nutidens kunstnere. Hvis man var i tvivl om hvad man så, og hvordan man skal forholde sig til det, så var der en lille folder med omtale af alle værkene, og for de rigtig flittige var der et trykt katalog.

Jeg kan personlig anbefale først at se på kunstværket og så læse forklaringen, så er man ikke bundet at museets fortolkning. Omvendt er forklaringen god at have, så man får det hele med.

F.eks. I Damien Hirst' 4 store hjerter (se online galleriet) med klare, blanke farver. Der var påsat nogle flotte sommerfugle, imponerende var det. Først når man får at vide, at sommerfuglene var lagt levende ned i den våde maling bliver værket noget dobbelttydigt og ubehageligt.

De to illustrationer i dette indlæg viser nederst Mona Hatoums "Tea for two". I følge Aros et billede på, at man kan miste sin individualitet i et parforhold. I følge undertegnede et billede på, at kærlighed kan være svær, grænsende til det umulige at have med at gøre. Prøv bare at drikke af koppen , to og to.

Det Øverste billede er af Louise Bourgeois og hedder "The Couple". Vi overlader fortolkningen til læseren, og anefaler udstillingen på det varmeste. Den går helt til d. 12. september.

Tegneserier

2010-03-21T09:34:00.004+01:00

Kan du kende ham? Han er det menneskelige tilbehør til en overvægtig, orange kat med hang til lasagne.
Nu er der en, som har fået den ide af fjerne Garfield fra tegneserien. Når hovedpersonen er væk, er der en ensom, livsangst yngre mand tilbage. Ideen er genial, og holder til et gennemsyn af adskillige striber, men nok alligevel ikke til at komme i den daglige avis.
Vi citerer hjemmesidens omtale af sig selv: "Garfield Minus Garfield is a site dedicated to removing Garfield from the Garfield comic strips in order to reveal the existential angst of a certain young Mr. Jon Arbuckle. It is a journey deep into the mind of an isolated young everyman as he fights a losing battle against loneliness and depression in a quiet American suburb."
Du finder Garfield minus Garfield her: garfieldminusgarfield.net

Nordkraft Kunsthal Nord

2010-02-28T19:34:00.005+01:00

Vi har været et smut i Aalborg for at se Nordkraft. Det er et gammelt kraftværk, som nu er omdannet til kulturhus. En skæbne, som ofte overgår den tidlige industrialiserings bygninger. De ligger tæt på bykernen og er blevet for små til det oprindelige formål, de støjer og forurener.
Jeg ved ikke, om det er billigere end at rive husene ned og bygge nyt, men i dette tilfælde er der kommet ganske mange kvadratmeter kultur ud af det.
Af økonomisk nødvendighed eller for at bevare industripræget, har man ladet det indre være, hvor det har kunnet lade sig gøre, så bygningerne fremstår med et tydeligt "råt" præg, et signal om at bygningerne gerne må bruges. Det signal kan nu også sendes fra nye bygninger. Under alle omstændigheder har Ålborg fået et flot kulturhus.
Vi var der for at se Mogens Otto Nielsen, som jeg ikke kender meget til. Mit problem. Han har fået medaljer og hæder i det hele taget. Men han er et pust fra fortiden, fluksus- eksperimenterende- agtig, fuld af gode ideer, som sjældent udarter til helstøbte værker. Nå, jeg tager ikke skade af at få horisonten udvidet.
Det øverste billede er et værk af Mogens Otto Nielsen, det nederste er Nordkraft set udefra.

Youtube, Eksskolen og ABCinema

2010-02-17T19:28:00.009+01:00

Tillykke til Youtube.com. Webstedet har nu eksisteret i fem år, hvor det har været en nem kanal til publicering af sine egne film.
Når jeg nævner dem i sammenhæng med Eks-skolen og ABCinema, er det fordi Youtube har virkeliggjort nogle af de demokratiske idealer, som avantgarde kunstnerne havde i tresserne. For nylig skrev jeg om Lars Morells bog om Eksskolen, og i Tania Ørums "De eksperimenterende tressere" er hele tresser-avantgarden beskrevet. De to grupper benyttede sig bl.a. af super-8 som en billig måde at lave film på, og især ABCinema folkene havde intentioner om, at alle skulle kunne lave film.
I dag er det muligt for alle der vil at få sine film offentliggjort, bogstavelig talt. Det eneste problem med youtube kan være at finde noget bestemt, søgefaciliteterne er begrænsede.
Dermed er vinden for længst taget ud af de to grupper som avantgarde. Når alle faktisk kan uploade film, er der ikke længere noget særligt over det.
En del af de to gruppers medlemmer er stadig levende, og de er siden gået fra at være kunstens rebeller til at være højt ansete kunstnere på nationalt plan.
Jeg ved ikke, om nogen af dem stadig betragter sig som rebeller. Oprøret dengang var ikke et politisk-økonomisk oprør, men et kunstnerisk, og der er jo ikke nogen grund til fortsat at gøre oprør, når man har sejret, sådan rent kunstnerisk.

Sjovt nok er nogle af deres film fra dengang tilgængelige idag, men ikke på youtube og ikke gratis, man må pænt henvende sig til Borgens forlag og købe den dvd, der er udgivet med nogle af filmene. Med lidt held kan du låne den på biblioteket. Jeg har ikke haft lejlighed til at se nogen af filmene, jeg forventer at de først og fremmest er af historisk interesse.

Rationering

2010-02-13T12:55:00.005+01:00

Tænk at man skulle opleve, at rationeringen blev genindført. Ikke siden Hedtoft gled i smørret har rationering været et tema her til lands.
Så lang nåede jeg at tænke, da jeg forleden blev afkrævet et "rugbrødskort" hos Guldbageren. I et kort sekund så jeg min frokost forsvinde, fordi jeg ikke havde det rette kort.
Det viste sig selvfølgelig straks, at rugbrød ikke er rationeret. Kortet er tværtimod en opfordring til at købe mange rugbrød. Man får det 7. rugbrød gratis, når man har købt seks. Ligesom de syv segl i bibelen, som når de brydes, følges af al landsens ulykke.
Så nu er det eneste problem, at man skal få sig selv til at sige "Fnuggi" når man beder om et rugbrød. Mon marketingsfolk tænker over, hvor åndssvagt nogle ting lyder, udtalt af folk på min alder? Det overgås kun af Brugsen, som en overgang kaldte deres brød ved personnavne, så man skule bede om et "Peter" brød for at få et franskbrød.
Godt, at vi ikke har større problemer.
Billedet viser Max von Sydow fra Bergman-filmen "Det sjunde inseglet". En klassiker, man bør kende navet på, man som man bestemt ikke skal spilde sin tid med at se.

Kunsten stiger

2010-01-31T12:45:00.005+01:00

Lørdag var vi på "Kunsten" i Aalborg for at se Thomas Kluge udstillingen. Det var næstsidste dag, så hvis du ikke har set den, er du gået glip af en spændende udstilling. Thomas Kluge har fået en del omtale bl.a. her, så vi går straks videre.
Kunsten var ved at gøre den næste udstilling klar, en ophængning af egne værker fra magasinet. Udstillingen var arrangeret som en bolig, med køkken, stue og soveværelse. Der var ikke kommet titel på alle værkerne endnu, så det var som at deltage i en quiz.
Det er også lidt utrygt, sådan at skulle danne sig sin helt egen mening, uden at have et navn en titel og et årstal at holde sig til. F.eks. er tingen på gulvet ikke Poul Gernes som jeg troede, men....
Ja gæt selv med, og tag op og se udstillingen. Kunsten har en ganske pæn samling af Fluxus, og den nye ledelse er klart interesseret i at vise frem af, hvad museet har i gemmerne.

Eddikesyltede pærer

2010-01-16T15:55:00.008+01:00

Denne opskrift er fundet i et dameblad i efteråret, jeg husker ikke længere hvilket. Pærerne er imidlertid ganske gode, så her er opskriften.

Pærer a la dameblad
3 dl hvidvinseddike
2 dl vand
2 stænger kanel
1 tsk nelliker
1 tsk allehånde
4 laurbærblade
500g sukker
1 kg knap modne pærer
½ citron i skiver (øko)

Kog ingredienserne til en lage, lad det simre 5 min. efter at sukkeret er opløst. Læg de skrællede pærer forsigtigt i lagen og lad dem koge, til de er møre, ca 20 minutter. Undgå, at de koger ud til mos. Hæld kogende vand over citronskiverne, lad dem ligge i 5 minutter og hæld derefter vandet væk. Derved fjernes lidt af bitterheden fra skallerne. Brug helst citroner uden overfladebehandling, det er god tone i dag. Læg pærer og citronskiver lagvist i rene glas og hæld sukkerlagen over. Luk tæt og vent ca 4 måneder inden de spises som tilbehør til kødretter, på linje med syltede asier.

Tresserne

2010-01-05T20:22:00.006+01:00

"If you can remember the sixties, you weren't there" siger man af og til. Citatet er tilskrevet Grace Slick, hvis man skal tro Google, og det handler selvfølgelig om datidens eksperimenter med euforiserende stoffer. Heldigvis passer det ikke, der er nogen der har holdt sig tilstrækkeligt ædru til at kunne huske noget, og nogen af dem har gjort et stort arbejde for at dokumentere også dette årti.
Da det har knebet lidt med museumsbesøgene på det sidste, har jeg kastet mig over kunstbøgerne. I juleferien har jeg med fornøjelse læst Lars Morell: Broderskabet , som er en moppedreng at en kaffebordsbog. Den handler om kunstnergruppen "eksskolen", den eksperimenterende kunstskole, som stod for meget af 60'ernes avantgardekunst. Hovedkræfterne blev senere anerkendt i vide kredse, bl.a. Bjørn Nørgaard er i dag en højt estimeret kunstner. Dengang var det noget anderledes, med besynderlige happenings og underlige 8-mm film. Bjørn Nørgård var dengang involveret i f.eks. den i dag stadig berømte hesteofring.

Det er mit gæt, at nogen læsere vil kunne genopfriske deres forargelse fra dengang, og vi andre kan glædes over et grundigt og kompetent stykke kunsthistorie. Bogen anbefales til alle, der er interesserede i kunst og også til dem, som måske har glemt noget om tresserne. Den giver et billede af en tid, hvor der stadig var kunstnere, som gik mere op i deres værk end i salgspriser og professorater.

Serendipity

2009-12-23T14:40:00.005+01:00

Serendipity er et af de ord, som englænderne har og som vi mangler, men vi kender alle til fænomenet, at falde over noget, mens man leder efter noget andet.
I dag ledte jeg efter online-fotomagasiner, og faldt over en hollandsk designer, Christien Meindertsma.
Ud over, hvad hun ellers laver, så laver hun også designet håndarbejde. Hun har til fulde forstået at udnytte det forhold, at dagens forbruger ikke alene vil have smukke, helst unikke genstande, men også en medfølgende historie. Hun har indført begrebet "One Sheep Cardigan", altså uldtrøjer hvor ulden kommer fra et bestemt får. Fænomemet er kendt fra vinens verden, men nu også fra uldtrøje-verdenen.
Så har man set det med. Klik på linket, det er i øvrigt en interessant hjemmeside

Anmelderi

2009-12-16T15:46:00.010+01:00

I den foregående blog-post argumenterede en kommentator for, at aviserne selv må bestemme, hvad de skriver, og det gælder vist stadig, at redaktører og journalister sammen med udgiverne selv bestemmer, hvad de skriver.

Anderledes er det med bibliotekarer. De skriver ikke så tit, men når de gør det, er de underlagt retningslinjer og restriktioner. I hvert fald når det gælder lektøranmeldelser, som nu hedder materialevurderinger.

Fordi bibliotekerne er et betydeligt marked for visse udgivelser og forlag, er der naturligt nok fokus på, hvordan bøger bliver omtalt i bibliotekssammenhæng. Tidligere har forlag og forfattere beklaget sig over anmeldelser i et sådant omfang, at der nu er udvalg og kommissioner til at holde øje med bibliotekarerne. Der findes også et sæt retningsliner for, hvordan disse anmeldelser skal udarbejdes.

Disse retninglinjer har gjort nogen af anmelderne til små mestre i bibliotekarisk newspeak. For at undgå at overtræde retningslinjerne formulerer de sig i mere eller mindre positive vendinger. "Nem at læse" er en eufemisme for "overfladisk", og så videre. Det volder i øvrigt ingen problemer, når man er bekendt med problematikken. Du kan selv se omtalerne på bibliotek.dk. Find en bog, du er interesseret i og klik på "se materialevurdering".

I dag er de imidlertid omvendt. I Information - her - kritiseres lektørerne for at være ukritiske og ikke tilstrækkeligt funderede inden for det område, de anmelder i.

Så cirklen er vist sluttet, alle synes at glemme, at materialevurderingerne er skrevet fra biblitotekarer til bibliotekarer i et ganske bestemt øjemed.

Hvad betyder dette så for den almindelige biblioteksbruger? Ikke ret meget. Det er stadig bibliotekernes kompetence at skaffe den rette bog til den rette bruger, helst på det rette tidspunkt. I dag sker det med udgangspunkt i dogmet: "fokus på brugerne, ikke på samlingerne". Det betyder, at selvom dit bibliotek ikke ejer en bestemt titel, så bliver den skaffet til dig, ofte på ganske kort tid.

Billedet er et jeg har lånt.

Afskaf dansk

2009-12-09T15:48:00.012+01:00

Nej, tiden er ikke moden til at vi opgiver dansk som fælles sprog. Nogen gange ser det nu ud til, at alle, også danskerne har meget svært ved at udtrykke sig på dansk, i hvert fald hvis man lytter til sprogpolitiet.
I gamle dage var det dialekterne, der blev forfulgt. Vendelboer, thyboer, vestjyder og så videre måtte lære sig to sprog, et til lokalt brug, og et til at bruge i købstaden. I dag er dialekterne forsvundne fra den daglige sprogpraksis, og vi snakker alle rigsdansk. Mere eller mindre korrekt, og ve den arme stakkel, som er vokset op i 70'erne og derfor er grammatisk udfordret.
Senest har Jesper Steinmetz i "24 Timer" været efter nogen oplagte fejl. Han skriver bl.a. "Bedre bliver det ikke, når jeg i fitness-centeret hører samtlige instruktører sige i slutningen af træningstimen: 'Det er vigtigt, at I får STRUKKET ud'. NEJ: det hedder 'får STRAKT ud'."
Sprogligt forkert, men er der nogen som er i tvivl om meningen?
Mit svar er noget i retning af: "lær at leve med det". Nettet har givet os alle den mulighed, som tidligere var journalisters privilegium, at skrive ligegyldigheder om ingenting i et slapt sprog. Det betyder nødvendigvis, at der bliver endnu flere, som ytrer sig af hjertens lyst, uden at have helt styr på sprogets detaljer. Der er selvfølgelig forskel på folk, og journalister og dansklærere sætter måske i højere grad en ære i at skrive korrekt.
Men hvad er egenlig værst, en journalist som kløjs i "sin" og "hendes" eller en redaktør, som tillader eller ligefrem beordrer sin avis fyldt med ligegyldigt sludder?
Danske aviser er kraftigt statsstøttede, bl.a. i kraft af momsfritagelse. Det forhindrer ikke, at medierne er fulde at totalt uinteressante såkaldte historier, som ingen har bedt om, og som ingen ville savne, hvis der var et væsentlighedskrav knyttet til støtten.
Vi kan lære meget af amerikanerne. F.eks. har deres politi en afdeling for "internal affairs", som tager sig af uregelmæssigheder og overgreb fra politiets side, og på det sproglige område har man meget længe været opmærksom på, at et krav om sproglig korrekthed meget nemt kan have en undertrykkende funktion. I den angelsaksiske sprogsfære er man i dag vant til, at engelsk kan antage mange former, og man bærer over med det mindre end perfekte. (Hovsa, en anglicisme!)
I dagens Danmark optræder der en række sprogrøgtere, som både agerer anklagemyndighed og dommere, uden megen barmhjertighed. Tænk, hvis Jesper Steinmetz i stedet for at fange åbenlyse smuttere havde interesseret sig for, hvilke historier der blev bragt i vore aviser, hvor havde det været meget mere spændende.

Jimi Hendrix i Metroen

2009-11-26T22:13:00.005+01:00

Dette er en hyldest til .. ja hvad? Først og fremmest til Jimi Hendrix, som var en af de sidste, som tilføjede rockmusikken noget nyt. Men også til Nokia, som har lavet filmkameraet og maskeret det som en mobiltelefon, til Microsoft, som har lavet et redigeringsprogram, som gør det muligt at lære at redigere film på 5 minutter. Og til et mindre kendt firma, som har gjort det muligt at konvertere Nokias film til noget som Windows kan håndtere. Filmen er taget en efterårsdag i Københavns Metro, ud af forruden.

Tilbage til rocken. Den er ikke død, men den har lugtet underligt et stykke tid. Bono sang om 3 akkorder og sandheden, tilbage i firserne og mere end ti år før det, i 1971 ca., døde Jimi Hendrix. Der er selvfølgelig kommet masser af fede bands til siden, men hvor meget nyt kan man egentlig lave, når man skal holde sig til sandheden og de famøse tre akkorder? Lige meget, Jimi Hendrix' musik holder stadig, hele vejen.

Slut på en epoke

2009-11-21T09:50:00.007+01:00

I nittenhundrede og hvidkål oprettede jeg en hjemmeside med mit navn som adresse: henrik.jespersen.com. Den daværende edb-person på biblioteket havde gjort mig opmærksom på et amerikansk firma. De havde købt en masse personnavne som domæne og videresolgte dem kombineret med fornavne efter eget valg. Det bedste af det hele var, at fimaet ikke lige havde styr på oversøiske betalinger, så i mange år var det domæne gratis.

Det var filosoffen Descartes, som sagde noget om at: jeg tænker, derfor er jeg. I dag er det reduceret til: jeg har et netsted, derfor er jeg. Det med at tænke er ikke altid lige vigtigt, skulle man tro, når man følger med i medierne.

Imidlertid er der mange måder at være til stede på nettet på i dag. Jeg har en Facebook-profil som jeg sjældent bruger, en LinkedIn og Twitterprofil som er absolut ubrugt, og først og fremmest en blog, som er nem at komme til og nem at bruge. Skulle jeg have behov for et domæne, er det nemt og billigt at oprette et en dag.

Så til februar 2010 lukker min hjemmeside. Bloggen forbliver.

Berlin og muren anno 1986

2009-11-09T19:04:00.004+01:00

I 1986 (ca.) var jeg et smut i Berlin, på en af den slags ture, hvor rejsen er vigtigere end målet. Men for trods alt at have noget at køre efter var vi altså i Berlin. Vi var også på østsiden af muren, for ligesom at få den virkeliggjorte socialisme ind gennem fodsålerne. Den ofte beskrevne undertrykkelse mærker man ikke meget til som turist, selvom vi traf en dansker, som personligt havde det tæt inde på livet. Han havde forelsket sig i en østtysker, og havde en hel del besvær med at få lov til at være sammen med hende.
Det som sprang mest i øjnene var den materielle fattigdom, som kom til udtryk i butikkernes ringe udvalg af billigt bras og i at der stadig var huse med skudhuller i facaderne. Og så en kage med smørcreme lave af billig margarine serveret på en cafe på Unter den Linden. Køerne var næsten lige så lange som i dagens New York, hvilket siger en hel del, men servicepersonalet var høfligt og korrekt, som man forventer det i Tyskland.
Billedet viser Brandenburger Tor under noget andre omstændigheder end dagens pressebilleder, og så selvfølgelig muren. Som man kan se, er fortiden for det meste i sort-hvid, og i datidens DDR var det desuden altid bidende koldt efterår.
Der er god grund til at fejre murens fald her 20 år efter, og forhåbentlig får vi også mulighed for en endnu større fejring om 5 år, når det er 25 år siden

Torsk

2009-11-08T10:04:00.005+01:00

Når man bliver træt af kødskandaler, tusind dage gammelt hakket kød og fedt kalvkød solgt som magert lam, så er fisk et oplagt valg.
Jeg forestiller mig at det er svært at svindle med fisk, lugten vil vel afsløre alderen, hvis fisken er for gammel. Hvis ikke man selv fisker, kan man hæve sin opsparing og købe et ½ kg torskefilet. Kiloprisen er ca. den samme som små øko-biler. (kr. 165. - pr kg).
Denne opskrift giver en udmærket spise.

Hak et par skalotteløg, (eller som her Zittauer -) og lad dem klare i en gryde i rigeligt smør. De må ikke brune, men skal blot være klare. Tilsæt 1dl billig hvidvin (eller dyr, blot den ikke er for sød) ½dl hvidvinseddike og ½ dl vand. Bring det hele i kog og lad det koge i et par minutter. Smør et ildfast fad og læg fileten til rette. Hæld så meget af væsken og løgene ved, at fileten er halvt dækket, tilsæt et par tomater for farvens skyld og sæt det i en varm ovn. 20-25 minutter v. 200°. Serveres med årstidens tilbehør, f.eks. bagte rodfrugter.

Kunsten stiger

2009-10-31T11:53:00.011+01:00

Kunst er ofte, måske altid, omgivet af en aura af højtidelighed. Man står som beskuer benovet og iagttager den store kunst, taknemmelig over et glimt af en bedre verden.
Niels Hausgaard bidrager så godt han kan med at gøre nar af denne højtidelighed, ved igen og igen at give skolelæreren til bedste. Iført Loden-frakke, med kataloget sammenrullet i hænderne på ryggen står han (vi) der og vipper op på forfoden og siger "spændende".
Vi var på Kunsten i Ålborg forleden for at se Nolde-udstilingen som varmt kan anbefales, temaet er Noldes relation til Danmark og der var at godt udsnit af hans produktion.

Men det er ikke det der er emnet her. Kunsten ejer et billede af Harald Slott-Møller, "Primavera", som er velegnet til den nævnte benovelse. En kunsthistoriker kan påvise en masse symbolik og associationer i hvad der for en umiddelbar betragtning er et feriebillede fra Italien.

Ganske vist malet overordentligt dygtigt, men i det digitale fotos tidsalder er det ikke rigtig længere nogen, der værdsætter håndværket i at frembringe et billede, nu om dage tager de jo sig selv.

Det værdifulde i Primavera giver ikke længere sig selv, det skal formidles, og har man først fanget nogen af de formidlede pointer, så kommer benovelsen også snigende, med eller uden Loden-frakke. Derfor var det ekstra befriende at se et lille tableau, som var opstillet på Kunsten, nemlig "Primavera" i 3 dimensioner og med bamser i stedet for mennesker. Så er højtideligheden ligesom pillet lidt ned, og man kan se billedet som det det er i dag, et håndmalet feriebillede.

Efterårsløv

2009-10-25T21:46:00.003+01:00

Hvis man er så heldig, at det er solskin en søndag sidst i oktober, kan man tage en tur i skoven for at se på efterårsløvets mange farver. Jeg og mange andre finder de mange nuancer af gult rødt orange og grønt seværdige, ja lige frem smukke. Eventuelle tvivlere kan prøve Googles billedsøgning og overbevise sig om, glæden ved efterårets farver er udbredt, grænsende til det universelle.
Man kan forsøge at omsætte sit indtryk til billeder, men faren for at forfalde til banaliteter er nærliggende. En ting er at færdes i smukke omgivelser, noget andet er at bringe disse omgivelser på en billedmæssig brugbar form. Hverken mine egne billeder her på bloggen eller dem på Google eller Flickr hæver sig over det trivielle.
Går man til den dansk kunstverden, KID, får man massevis af hits. Efteråret har inspireret i hvert fald danske kunstnere til alle tider. F.eks. Willumsen i sine yngre dage. Spørgsmålet er, om f.eks. dette billede holder, som andet end en antydning af, hvad W senere skulle blive til. Som sagt er det ikke så ligetil at gengive sin oplevelse af efteråret på et billede, så det er værd at se på for andre.
Så hvis solen skinner en efterårsdag, så drop museet og tag en tur i skoven for at opleve the real thing for en gangs skyld. Som her, hvor vi kører gennem skoven ved Østerild på vej til Kirsten Kjærs museum.

Små Ulykker

2009-10-16T13:16:00.007+02:00

Hvis man smadrer Thorvaldsens Jesus, er det så et religøst eller politisk statement, er det et stykke dekonstruktivistisk kunst, er det hærværk eller er det blot et uheld?

Det kommer heldigvis an på så meget, men her i morges gik vores jesusfigur i stykker. Det var en 12 cm høj kopi af den rigtige, som står i Københavns Domkirke. Den ses meget ofte kopieret og er ikke uerstattelig, så ulykken var ikke så stor.

I forvejen manglede tommelfingrene. Det har længe været en sport hos os, hvergang vi så en kopi, at lægge mærke til, om den havde tommelfingre. Forbløffende ofte mangler de.

Jeg skal spare læserne for en religiøs og kunstnerisk gennemgang af forskellen på Thorvaldsens Jesus og den i Rio de Janeiro. I stedet vil jeg slå et slag for Wikimedia Commons, hvor man kan finde bl.a. dette billede, gratis og lovligt.

Symbolernes magt

2009-10-11T11:14:00.004+02:00

Jeg har tidligere nævnt vores nærbutik, Superbest på Iversensvej i Thisted. En butik, som jeg trods dens fejl og mangler holder meget af, først og fremmest fordi den ligger i gå-afstand fra vort hus. Nu er der imidlertid opstået et problem, slagteren i butikken har fået en halvsur smiley, som en udløber af et populært tvprogram fornylig.
Problemet er, om jeg skal forholde mig til realiteter eller symboler. Smiley-rapporten - se her -angiver relativt klart, at problemet ligger i procedurer og papirer, og at deres kød for så vidt er nogenlunde i orden. Alligevel er jeg for en sikkerheds skyld kørt til Kesse Kødhoved for at handle slagtervarer; man ved jo aldrig. Den stakkels slagter i Superbest må konstatere, at at en fejl i hans bureaukratiske procedurer giver den samme anmærkning som en fejl ved produktet, og dermed mistet handel fra mindst en kunde. Her er det til at gennemskue, og vi vender nok tilbage til Superbest på et tidspunkt, men i mellemtiden kan man erindre sig et par slagord: Lenin sagde: "Tillid er godt, kontrol er bedre". Jeg kan ikke huske hvilken klassisk anakist som sagde: "Folket bliver ikke frit, før den sidste kapitalist er hængt i den sidste bureaukrats tarme". Et sted midt i mellem må kunne gøre det. Lad smileyerne afspejle varernes kvalitet og hold os uskyldige kunder uden for de bureaukratiske tovtrækkerier.

Sidste nyt: Superbest har fusket med kødet, jvf artikel i nordjyske. Se her.

Harry Callahan og Lisbeth Salander

2009-09-21T21:01:00.005+02:00

Hvis jeg som ung mand i 70'erne havde afsløret den mindste interesse for at se Clint Eastwood spille selvtægtsstrømeren Dirty Harry Callahan, så ville mine omgivelser lynhurtigt have bragt mig på bedre tanker. Ordet 'fascist' lå lige for og lidt med rette.
Problemet med den slags film er bare, at vi elsker dem, fordi vi i ly af mørket for lov at være på den vindende side, vi får lov at være stærke og egenrådige og have ret sammen med filmens tvivlsomme helt.
Alle filmfolk kender effekten og bruger den, når der skal klejner i kassen. Men når Dirty Harry er lidt for nem at gennemskue, så vender vi pointen lidt, så glider det nemmere ned. Du tager en kvinde som helt, som men henvisning til en offerrolle fra før filmens nutid har lov til lidt af hvert. Ikke noget med politi og nævningeting her, Lisbeth Salander kan selv og handler selv.
Måske glider det lidt lettere ned, fordi forskellen mellem Dirty Harry og Lisbet Salander er, at Clintens figur desværre havde en vis troværdighed over sig. Det er alt for nemt at forstille sig, at en politistyrke, også i et demokrati, rummer den slags personer. Salander derimod er direkte ud af Marvel Comics, et overmenneske af en slags, som man ikke behøver tage alvorligt, når rulleteksterne stopper eventyret. Jeg har ikke set den nye Salander film endnu, jeg venter på, at den kommer til byen. Men mon der findes udødelige replikker som denne:
"I know what you're thinking. Did he fire six shots or only five? Well, to tell you the truth, in all this excitement I kinda lost track myself. But being this is a .44 Magnum, the most powerful handgun in the world, and would blow your head clean off, you've got to ask yourself one question: Do I feel lucky? Well, do ya, punk?"
Men skidt, Salander tavoverer replikkerne på sine ofre, det er lige lidt sejere end at glemme hvor mange skud man har fyret af. Pointen i ovenstående var vist oven i købet, at alle skud var brugt.
Vi skylder Clinten at runde af med, at han på sine gamle dage laver fremragende film, med menneskelig indsigt og vedkommende handlinger. Et eller andet sted tvivler jeg på, at Stieg Larsson havde potentiale til det.

Royalt gadeteater

2009-09-07T20:01:00.004+02:00

Når regnen pisker en i ansigtet, mens man står og venter på at få et kort glimt af dronningen, så hjælper det lidt at anskue hele showet som et moderne magtens gadeteater.
På ægte postmoderne vis har man dekonstrueret enevældens demonstration af magt og rigdom til et småabsurd stykke performance-kunst. Man har simpelthen plukket elementer fra alle historiske tider og blandet dem i en parade, som mere eller mindre bevidst ironiserer over fortidens ganske anderledes alvorlige kongeindtog.
Først tager man en dronning af en slægt, som strækker sig tilbage til før historieskrivningens tid. Hun skal så besøge os, ærindet er lidt uklart, sådan lidt, "jeg er lige i nærheden, gi'r I en kop kaffe"... agtigt. Sidst kongehuset havde noget at gøre her på egnen, var da Margrethe d. første afvæbnede Sjørringvold for at sikre sig mod ubehagelige overraskelser fra den kant.
Så kommer hun i et skib- ikke noget med Air Force One her. Det daterer sig tilbage til 30'erne, ti år efter kongehusets sidste forsøg på at øve indflydelse på dansk politik. Vore forfædre missede klart en chance i påskekrisen 1920. Der kunne vi med et snuptag have afsat Chr. X og fået en demokratisk valgt regent.
Vel fra borde går turen i karet gennem byen. Eskorten er fra garderhusarerne, som blev opfundet i syttenhundrede hvidkål, fordi vi også dengang var bekymrede over hvad russerne mon kunne finde på. De er ganske flotte, selvom deres uniformer er løbende moderniserede. Sidste ændring i slutningen af 1800 tallet , men stadig noget af et skue.
For at det hele ikke skal blive alt for eventyragtigt har man erstattet forrideren med en sort Peugeot fra år 2000, bemandet med en tiloversbleven skuespiller fra "Men in Black", og mellem garderhusarerne befandt der sig fire nutidige betjente i sorte dagliguniformer, tydeligt ikke så rutinerede ryttere som garderhusarerne, men glade for at slippe væk for ildkampene på Nørrebro.
100 m over det hele cirklede en privatflyver i en lille Cessna, ført af en pilot med højdeskræk, og som erstatning for den kongekrone, som hkh. Tønden ikke må bære, var han iført den hat, som Clinten havde på, da han spillede Blondie i "The Good, The Bad and the Ugly".
Således oplivet af dette skuespil gik jeg hjem og fik en bid brød, mens de folkevalgte, som havde taget fri fra deres dagjob for at være statister i denne street-performance, spiste frokost sammen med dronningen og prinsen på Cafe Conrad.

Rosa Marie Frang

2009-08-24T18:29:00.004+02:00

På udstillingens sidste dag nåede jeg lige at se disse collager i Galleri NB i Viborg. Det særlige er, at kunstneren har brugt seks ens udklip, arrangeret symmetrisk om centrum, så der dannes en stjerne, præcis som i vor bardoms kaleidoskop. Det er den slags billeder jeg er vild med, man kan gå på opdagelse og blive ved at finde detaljer. Kaleidoskop-effekten er gennemført i mindste detalje og det endelige resultat er bestemt seværdigt, og ikke mindst dybt originalt.

Jeg skynder mig med at spå Rosa Marie Frang en fremtid med dette udtryk, og hvor er det befriende at se noget andet inden for genren end Johnny Margrethes tuttenuttede decoupager. Og desuden hatten af for galleriet, som bestemt er en udflugt værd.

Altertavlen i Tilsted Kirke

2009-07-29T21:20:00.005+02:00

På min cykeltur forleden, kom jeg forbi Tilsted Kirke. Her var der den dag adgang til at se Erland Knudssøn Madsens nye altertavle. Som billedet viser, er der tale om et nonfigurativt værk, i kunstnerens sædvanlige, minimale stil.
Jeg har forlængst vænnet mig til, at moderne kunstnere laver kirkekunst uden billedmæssige referencer til de hellige skrifter eller andre kirkelige emner, det lærte jeg allerede ved Carl Henning Pedersens udsmykning i Ribe. Som han kan læse i linksene, er der nogen indirekte referencer til treenigheden. Om de holder, kan man diskutere, men så er det formelle i hvert fald på plads. I modsætning til CHP som ikke forholdt sig til, at den kirke han udsmykkede er et helligt sted.

EKM's kunst er af en karakter, som altid efterlader mig med en stille, men nok frugtbar undren over, om jeg mon har fået fat i det hele. Også her, hvor man kan lade øjet følge det røde bånd i al evighed ( - endnu en reference) uden at komme nogen steder og uden at kunne hente et budskab eller en billedmæssig historie ud af det man ser.

Det passer måske også fint til altertavlens rolle. Kunst i kirken spiller vel anden violin i forhold til de kirkelige handlinger, i modsætning til galleriet eller kunstmuseet, hvor kunsten har hovedrollen. Alt i alt en flot altertavle, og et stort tillykke til Tilsted Kirke.

Artikel Thisted Dagblad Endnu en artikel i Thisted Dagblad Kirkens egen hjemmeside

Til ønskekoncert med the E-street band

2009-07-09T10:56:00.005+02:00

Åbningen af Springsteen koncerten 8. juli viste klart, at Bruce Springsteen stadig kan, og at the E-street band stadig er et utroligt godt spillende band. Hver for sig er de store rock-navne, tilsammen er de uforlignelige. Der er et drive og en præcision i i den kombination, som gør at de stadig er værd at gå efter. Jeg vil tillade mig den påstand, at Bruce Springsteen aldrig var blevet så stor uden netop dette band
Ellers er der godt nok sket noget siden jeg sidst så "the Boss", i Kbh. De publikummer, som stod nærmest scenen havde store papskilte med, hvorpå de havde skrevet deres ønsker. Dem med de pæneste skilte fik så deres ønske opfyldt. På den måde fik vi en række kendte og elskede numre at høre.
Det er vist også et fast punkt, at publikum synger "Hungry Heart" som fællessang, og vi var alle gamle nok til at have hørt det som et nyt og spændende nummer engang i firserne. Da så en 13-års knægt fik rakt mikrofonen for at give et nummer, var vi på omdrejningshøjde med Johnny Reimar og hans party-sceancer.
For byfest var det. Herning stod på den anden ende, den agtværdige Østergade var omdøbt til E-street, og sådan var det hele vejen igennem.
Gennem alt hurlumhej'et var der heldigvis stadig musikken, som gør at man kunne bære over med resten.
Jeg kan ikke lade være at trække tråde til det forrige blog-indlæg om Nephew. Hvor de havde et flot visuelt udtryk til supplement af musikken, så havde Bruce Springsteen ganske vist også storskærme med, men de blev ikke brugt til andet end at vise os, hvad der foregik på scenen. Den store skærm i baggrunden var kun tændt i dele af showet, og den blev ikke brugt på nogen original måde. Det er enten et generationsspørgsmål, eller også et udtryk for, at Springsteens program til dels bliver lavet undervejs i forløbet.
En anden tråd til Nephew er den svøbe, som en yngre generation har tilført visse dele af kulturlivet, den at alt er tilladt, blot man har en ironisk distance. Den attitude har åbenbart bredt sig til os med gråt hår og BMI over 25 (se bare Little Steven), når vi accepterer de platte elementer i showet. Jeg er sikker på, at der kunne have været smølfer ved koncerten i Herning, uden at ret mange ville have protesteret. Og ret beset leverer både Johnny Reimar og Bruce Springsteen et godt gennemført show, med musikken som den væsentligste forskel.
Læs Jyllandspostens anmeldelse her: http://kpn.dk/popmusik/article1750077.ece?page=1

Til festival

2009-06-27T12:51:00.006+02:00

Jeg skriver af og til om mine oplevelser med billedkunst. Fredag d. 26.06 var vi oppe for at se Nephew på Thy Rock, som er vores lokale festival. Bortset fra, at jeg er ved at være for gammel til rockkoncerter i almindelighed og festivaller især, efter princippet: "if it's too loud, you're too old", så var det ganske fedt.
Nephew som liveband kan du læse om andre steder, vil jeg tro. Her vil jeg gøre opmærksom på det ret fede visuelle element, i kraft af et arrangement med storskærme på scenen. De giver rigtig mange muligheder for at supplere, komplementere og måske endda være i dialog med musikken, og LED-teknikken, som er tidens trend, giver masser af lys, så alt ses tydeligt selvom det er de lyse nætters tid.
Den vedlagte video giver et lille glimt af Nephews show. Optageteknikken er min Nokia telefon.

En sommerdag ved Vesterhavet

2009-06-21T11:46:00.004+02:00

Hvis man gerne vil kombinere en dag ved vesterhavet med en god kunstoplevelse er Bovbjerg det helt rigtige sted. Her er der et lille museum, indrettet i Jens Søndergaards sommerhus. Der hænger en række billeder, de fleste malet 50'erne, som han aldrig nåede at sælge.

Billederne hænger så at sige midt i deres motiv, det storslåede landskab på egnen. Hvis man af og til undrer sig, hvorfor Søndergaards billeder ser ud som de gør, så har man en bedre chance for at forstå det her. For selvom man ikke ser de kraftige farver fra billedene, når man er her en sommerdag, så matcher farvekraften de kraftige indtryk fra landskabet. Man behøver ikke komme her i stormvejr for at forstå, hvorfor han malede som han gjorde.
Når man er færdig på museet, kan man spadsere til fyret og nye udsigten. Også uden at klatre op kan man se langt over bølgende kornmarker til fjerne landsbykirker. Bovbjerg er bestemt et besøg værd, en dag i sol og blæst. Billederne er fra museet.

Geranium

2009-06-09T08:04:00.003+02:00

Jeg har tidligere besværet mig over problemet med at gengive visse dybrøde blomstrefarver ved hjælp af almindelige digitalkameraer. Det glemmer vi et øjeblik, for i stedet at glæde os over, hvad der kan lade sig gøre med et moderne lommekamera.

Denne Geranium blomstrer netop nu i vores have, og bierne er flittige til at samle honning. Teknikken er blot et håndholdt IXUS. Vi er kommet milevidt siden min ungdoms manuelle og temmelig dyre spejlrefleks-kameraer. Nå, det kan andre underholde om en anden gang, vi lader billedet stå ganske længe.

Til fernisering

2009-05-17T14:27:00.006+02:00

Hvorfor går man til åbning af kunstudstillinger, vernissage som nogen kalder det? Hver enkelt har sin egen begrundelse. For nogen kan det være et ønske om at se den kunst som udstilles, men det er nu nok de færreste.
Det viser sig tit, at det kan være et problem at få kunsten at se for alle de kunstelskere, der er mødt frem.
Mon ikke mange kommer også for at se hinanden og blive set, hilse på venner og bekendte. Måske også for at se giraffen. Eller som i fredags, for at se girafferne.
Kunstforeningen Det Ny Kastet åbnede da en udstilling med malerier af bl.a. Arne Haugen Sørensen, og åbningen blev foretaget af Klaus Rifbjerg. Så selvom det i første omgang kneb med at komme til at se billederne, så var det en oplevelse at høre Klaus Rifbjerg fortælle om sit forhold til kunst.
Sprogligt og indholdsmæssigt var det en fornøjelse, Rifbjerg regnes ikke ufortjent til Danmarks store digtere.
Arne Haugen Sørensens billeder kredsede om kendte motiver, Leda og svanen, vandringsmanden mv. Farverne var anderledes end tidligere og også visse detaljer, bl.a hæftede jeg mig ved, at vandringsmanden havde fået noget i retning af et ansigt og dermed en personlighed, hvor han tidligere var en arketype. Kunstneren var der også, han signerede bøger og alt i alt er det en seværdig udstilling, som det lykkedes os at se, da hurlumhejet var stilnet lidt af.
Billedet viser Klaus Rifbjerg og medlemmer at kunstforeningen.

Christo i Thisted

2009-05-08T16:57:00.005+02:00

Wrapped Reichstag

Thisted Gamle Rådhus

Det er længe siden vi har hørt noget til Christo på den internationale kunstscene. Christo stammer fra Bulgarien og er kendt for at pakke ting ind i stof.
Jeg hørte første gang om ham i forbindelse med projektet Valley Curtain i begyndelsen af 70'erne. Siden har jeg fulgt med i, hvad han lavede; det kan dårligt undgås, det har været nogen ganske spektakulære projekter. Kendt er bl.a hans monumetale indpakning af rigsdagen i Berlin.
I Thisted har vi lidt af det samme, her er det det gamle rådhus, der er pakket ind. Det er ganske vist ikke et kunstværk, men en sikkerhedsmæssig foranstaltning i forbindelse med renoveringen. En indpakket bygning er kun et værk, når den er pakket ind med det formål at være kunst. Realea har overtaget det gamle rådhus som nu bliver sat i stand, og nu glæder vi os til at se, hvad de får ud af det.
Du kan læse om renoveringen her. og nu glæder vi os til at se, hvad de får ud af det.
Billedet at Reichstag Berlin er lånt af m.joedicke på flickr.com

Digital og analog kunst

2009-04-27T20:39:00.004+02:00

Billede lånt fra http://www.finn-have.dk/

Mari Velonaki: Fish-Bird

Sidste uges ferie blev bl.a brugt på kunst. På kunstforeningen Det ny Kastet hørte vi Finn Have fortælle om sit værk, og på Aros så vi digital kunst i udstillingen Enter Action_digital art now. Begge dele med stor fornøjelse. Finn Have er landskabsmaler, hvad der er en sjældenhed i dag. Han maler med brede, kraftfulde strøg sine præcist observerede landskaber. Han er uendelig langt fra J. TH. Lundbye og de andre guldaldermaleres sirlige Kodachrome-landskaber, men han er også uendelig langt fra den digitale nutidskunst vi så på Aros. Så langt at det kan volde problemer at rumme begge dele under den samme betegnelse (kunst) uden totalt at udvande begrebet. Hvor Finn Haves billeder vidner om et præcist blik og et stort håndelag, så er den digitale kunst baseret på gode ideer og digital ingeniør-kunnen. Man kan kun gengive et landskab så indfølt og samtidig med så bred en pensel, når man for det første kan se, hvad der er væsentligt at få med og for det andet kan sætte sine hurtige strøg rigtigt første gang. I modsætning hertil drejer den digitale kunst om at få en ide på baggrund af en viden om hvad der overhovedet kan lade sig gøre. Selve udførelsen kan laves af ansatte, hvis det er det der passer bedst. Billedet viser en installation af to kørestole, som kommer hen og snakker med publikum, ved hjælp af de små papirsstrimler. Det vil sige, den ene var lidt mere genert end den anden. Her som i megen anden interaktiv kunst kalder værket på et smil og måske også lidt på eftertanken. Personligt er jeg ikke i tvivl om, at begge dele er rigtig god kunst, som det er værd at opsøge og bruge tid på. Finn Haves billeder har den fordel, at man kan tage dem med hjem og hænge dem op over sin sofa.

"Folkelivsscene"

2009-04-12T13:29:00.007+02:00

De tre øverste billeder viser en scene fra Vorupør, Langfredag 2009. To unge mennesker sætter en båd i vandet. Deres egen traktor er for lille, men med lidt hjælp fra naboen går det. Så vidt vi kunne se, var der tale om en fornøjelsestur, men der blev også fisket den dag.

Det sidste billede har vi lånt på Skagens Museum. Det er malet af Oscar Björck, og som man kan se er der traktoren til forskel fra dengang og til nu.

En yderligere forskel er der nu. Da Oscar Björk malede billedet, blev han hædret og fetereret, og billedet hænger på en meget fremtrædende plads i Skagens Museum.

Kan man forestille sig en nutidig kunstner gøre søsætningen af en Vorupør-pram til genstand for en kunstnerisk fremstilling? Jeg tror det næppe, romatikken omkring fiskernes liv er ligesom forsvundet, og man kan næppe komme afsted med at kalde et billede for folkelivsscene idag, det klinger simpelt hen forkert. Vi kan gå videre og spørge os selv om hvornår vi sidst har set en kunstnerisk afbildning af folk i arbejde?. Et hvilket som helst billede af en person i gang med et eller andet stykke arbejde vil vække mindelser om om sovjet-tidens klamme arbejderforherligende billeder, og er dermed umulige at male. Et eller andet sted er det et tab.

Prisen på rundstykker og flybilletter

2009-03-26T12:05:00.007+01:00

Dette uskarpe og gnidrede billede forestiller, hvad jeg formoder er landets dyreste rundstykke. Sat på spidsen koster det ca. kr. 500. -. Det og en kop kaffe samt få centimeters knæplads udgør forskellen på at flyve med SAS og Norwegian fra Ålborg til København. Og så selvfølgelig det afgørende argument, nemlig at SAS flyver på et tidspunkt som gør det muligt både at få sin nattesøvn og en hel arbejdsdag i Hovedstaden.
Jeg skal ikke vente ret længe i en lufthavn, før jeg funderer over de mange forskellige priser på, hvad der i sidste ende munder ud i det samme, nemlig at du på et par timer bliver flyttet fra Ålborg til Københavns centrum.
Jeg spekulerer af og til på, om Norwegians pris overhovedet dækker brændstofforbruget. Da jeg kom hjem prøvede jeg, om man via nettet kunne finde svar på spørgsmålet.
Det er selvfølgelig ikke så ligetil, men nogen skolepiger i Seattle har fået det samme spørgsmål for som blækregning, så vi prøver at følge med.
Tager vi Norwegian som eksempel, er første spørgmål er selvfølgelig, hvilken maskine der flyves med. Jeg kan ikke kende forskel på de forskellige udgaver af Boings 737ere. Selv om jeg kunne, så oplyser Boing ikke direkte brændstofforbruget. Men der er heldigvis hjælp at hente hos airliners.net, som er et godt sted for flyinteresserede.
Linket giver en indikation af, hvor meget brændstof en ruteflyver bruger.
Men hvis vi skal vide, om vi har betalt for brændstoffet med billetprisen, skal vi også kende prisen på jetfuel. Den finder vi her.
Ved hjælp af en lommeregner når vi så frem til, at vi vistnok trods alt har betalt brændstoffet, selv med de billigste billetpriser.
Vi kan også se, at vi bruger brændstof i et omfang der svarer til at hver enkelt kørte turen alene i bil, hvis ellers flyveren er fuld. Nyttigt at vide, næste gang der bliver snakket CO2- fodaftryk.
Men hvordan luftfartselskaberne når frem til deres priser, er stadig en hemmelighed. Også for selskaberne selv, det går jo ikke for godt på den kant. Sterling gik fallit og SAS har svære vanskeligheder. Men trods alt flyver de til tiden fra Ålborg, det er ikke altid det giver sig selv, se bare her .

Glæden ved ægte fordele

2009-03-07T13:41:00.005+01:00

"Du må ikke tage drengens bold, så bliver han jo ked af det". Noget af det første man lærer som barn er er kende forskel på dit og mit. Vi lærer det så tidligt, at de fleste har en næsten instinktiv forståelse af personlig egendomsret. Det giver næsten sig selv, at hvis jeg tager drengens bold, så har han jo ingen. Vi er udrustet med empati, med- eller indfølelse, som gør, at vi kan forstå at drengen bliver ked af det, hvis vi tager hans bold. Anderledes er det, hvis jeg får fat i en bold magen til, så er problemet løst, så længe vi snakker bolde. Eller jeg kan aftale at låne den en times tid, og levere den uskadt tilbage.
Men når det så pludselig drejer sig om software, så er historien en helt anden. Jeg kan låne "bolden" en times tid og levere den tilbage uskadt og vupti så har jeg også en "bold", helt magen til. Der er ingen instinkter der siger dig, at det må man ikke for der er jo ingen der mangler noget. Man er nødt til at lære det uden ad.

Bill Gates og Microsoft har sat sig selv på den meget svære opgave at få os til at forstå, at selv om et program er købt og betalt, så har du ikke lov at gøre med det, som du vil. En bold kan du forære væk som det passer dig, men du må ikke lave kopier af dine cd'er eller af dine programmer.

Hvis vi ikke lærer det, som kommer der et skærmbillede og fortæller dig om "office genuine advantage". Det kan for eksempel ske, hvis den pæne mand, som gav dig en cd med Office pakken ikke endnu har lært udenad, at man ikke må kopiere programmer.
"Office Genuine Advantage" betyder noget i retning af glæden eller fordelen ved at være på den rette side af plankeværket (dvs have betalt gennem næsen for noget du kan få gratis). Min PC har forsøgt at lære mig den glæde her på det sidste, det er lige før den åbner med halleluja koret i bar begejstring, i mens den fortæller mig at der kun er 14 dage til en uhyrlig katastrofe.
Det tager heldigvis ikke så megen surfen at finde noget der ligner en kur, der skal pilles ved et par systemfiler. Det bliver installationen jo ikke lovlig af, så mon ikke MS office ryger ud til fordel for en anden løsning. F.eks OpenOffice, som er lavet af folk som har indset, at gode programmer bør kunne kopieres og installeres både lovligt og gratis.
Alternativet er at købe noget jeg allerede har. Måske skal jeg bare lære udenad, at sådan er det.

Netlydbøger med mere

2009-02-25T19:44:00.005+01:00

I gamle dage var det nemt at være bibliotekar. I tiden efter Gutenberg og før Bill Gates skulle man blot holde styr på, hvilke bøger man havde og hvem man havde lånt dem ud til. Nu om dage er det lidt mere indviklet. Nu er der for eksempel kommet netlydbøger til. (http://www.netlydbog.dk/).
Det burde være så enkelt, man downloader bogen til sin PC, flytter den til sin MP3 dims og kan høre sin bog læst op, hvor det passer en. Når tiden er gået forsvinder filen igen, på samme måde som man afleverer sine bøger efter en måned.
Men allerede her bliver det svært. I den stående krig mellem Microsoft og Apple har Microsoft vundet et slag, idet man har sikret sig at den MP3 dims, som alle taler om - Ipod'en - ikke kan bruges i denne sammenhæng. Fælles standarder kommer ikke på tale. Nå, har man endelig forsonet sig med, at man skal have en Windows PC og et bestemt fabrikat af MP3 afspiller, så kan man gå i gang med at downloade.
Men så er det, man fortryder, at man drillede den kloge dreng med de tykke briller, dengang man gik i skole, for her er virkelig tale om nørdernes hævn. Hævn skal nydes kold og i små portioner, og det lykkes virkelig også her.
Selv om man har den korrekte Windows Media Player og den rigtige MP3 afspiller kan man få fejlmeddelelser. Klikker man på det link, det dukker op sammen med fejlmeldingen, får man at vide, at man skal besøge en bestemt side, og at man skal lukke Windows Media Player. Men Media Player lader sig bare ikke lukke, uanset hvor meget man klikker på krydset i øverste, højre hjørne.
Så tager man chancen og forsøger at downloade den angivne fil. Flere fejlmeddelelser. Så man bliver til sidst nødt til at læse hele den tekst, som er knyttet til hjælpefilen. Som den ultimative hån anbefalder Microsoft at man udskriver teksten først. Så går det op for en, at man skal installere et Active-x objekt og logge på som administrator (og hvem kan lige huske adm-passwordet) før man kan installere den ønskede rettelse.
IT verdenens svar på krigen mod terror er retssagen mod thepiratebay.org, og lige som krigen mod Taliban går det ikke for godt. Det er da ikke så sært. Når man i den grad læggger hindringer ud for de af os, der har et oprigtigt ønske om at gøre tingene lovligt, er det da ikke underligt, at der er nogen der forfalder til nemmere og billigere løsninger.

Flere store forfattere

2009-01-20T22:50:00.005+01:00

Det er da timing, der vil noget. Dagen efter blogindlægget om Leif Davidsens status og Kirsten Larsens sammenligning af ham og Hanne Vibeke Holst, får sidstnævnte Boghandlernes Gyldne Laurbær.
Så fik hun endelig noget af den anerkendelse, som hun åbent indrømmer, at hun synes hun har fortjent. Personligt er jeg på linje med Kirsten Larsens kommentar, HVH er meget læst og elsket af et bredt publikum, men det er ikke det samme som at være en "stor forfatter". Jeg skal spare læserne for min personlige udlægning af HVH's forfatterskab og i stedet henvise til en rigtig god artikel i Information om netop dette med anerkendelsen. http://www.information.dk/167348 .
Men der er en ting jeg ikke forstår. Når man sælger, som HVH gør og når man har et stort, trofast publikum, hvorfor er det så så vigtigt at være anerkendt blandt litterater og kolleger. Oven i købet er man på parnasset knap så enige som man kunne tro, jvf artiklen i Inf.

Er det bare sådan, at mere vil have mere, at man ud over et stort publikum også vil accepteres i den litterære offentlighed.

Eller ligger der det samme i HVH's udsagn som i Leif Davidsens. En argumentation i retning af dette: "Jeg er jo bevisligt en stor forfatter, ergo er din kritik af mig fejlagtig". Hvis det hænger sådan sammen skal vi måske lige standse op engang. Vi har måske for nemt accepteret statsministerens berømte udsagn om, at vi ikke behøver smagsdommere og måske har vi glemt, at de litterater, som kritiserer HVH ikke først og fremmest er dommere, men fagfolk, som på et professionelt niveau forholder sig til den litteratur, som andre skriver. Hvor Leif Davidsen blev udsat for ikke-professionelles standret, så kommer kritikken af HVH faktisk fra folk, som ved hvad de snakkker om og som kan argumentere for deres sag. Så når vi ønsker HVH tillykke, er det vel vidende, at der stadig er litteraturfolk, som er stærkt kritiske overfor hendes værk.

Om Store Forfattere

2009-01-18T10:49:00.006+01:00

Sidste torsdag så jeg smagsdommerne på DR. Det var en specialudgave, hvor ofrene for smagsdommeriet fik lov til at forsvare sig. Smagsdommerne er altid spændende, her er klare meldinger om, hvad gæsterne synes er godt og skidt. Og når så kunstnerne får lov til at tage til genmæle, er der jo lagt op til godt fjernsyn. Du kan indtil videre se udsendelsen her.

Særligt interessant var Leif Davidsen, hvis nyeste roman "På udkig efter Hemingway" var blevet sablet ned i en udsendelse før jul. LD fik lov at kommmentere kritikken, og som rutineret journalist og skribent slap han ganske godt fra det. Han henviste til sine høje salgstal og sine relativt gode anmeldelser i dagspressen. Det lykkedes også for ham at sige disse ord "jeg er jo en stor forfatter", uden de mindste kvababbelser. Og så i jantelovens fædreland.

Men passer det så, er LD en stor forfatter?. En henvisning til salgstal er ikke nok, litteraturhistorien er fuld af storsælgende forfattere som ingen vil drømme om at kalde store. Produktivitet er heller ikke nok, der er masser af produktive forfattere, som ikke fylder meget i litteraturhistorien. Men vi kunne undersøge, hvordan fagfolk og litterater forholder sig til LD. Han bliver trofast anmeldt i aviserne, han har sin plads på http://www.litteratursiden.dk/ og der bliver jævnligt skrevet portrætter af ham. Men der er ingen litteraturforskere, som bruger tid eller kræfter på ham. Den bog, der findes om ham er en portrætbog, ikke en litterær gennemgang, scholar.google.com har ikke noget om ham og de anerkendte litterære tidsskrifter har heller ikke noget. Se selv efter på http://www.bibliotek.dk/. Hvis LD er en stor forfatter, er det altså ikke på linje med Klaus Rifbjerg og Karen Blixen, LDs plads på litteraturens stjernehimmel hænger ikke sammen med et vægtigt forfatterskab, men med nogle ganske ferme og underholdende krimier. Det er der ikke noget galt i, men når man kalder sig selv "stor forfatter" bør vi læsere forholde os til det. I tider, hvor vi hærges af x-faktor og lignende fænomener, kan blot det at læse en forfatter, som er nogenlunde god til sit håndværk være en lise, men der er altså et stykke vej derfra og så til at være en "stor forfatter".

Gæs

2008-12-29T11:32:00.004+01:00

Normalt dyrker jeg ikke fugle- eller dyrefotografi ret meget, jeg har hverken udstyr eller tålmodighed til at tage ordentlige billleder af fugle. Men i dag skulle det prøves. A bankede på ruden og pegede op, der var en meget stor gåseflok på vej tilbage til Nationalpark Thy, hvor de er på vinterferie. Jeg greb fluks Ixus'et og tog dette billede. Hvis du klikker på det, kan du netop ane, hvor stor en flok der er tale om. Hvis du vil vide mere om nationalparken, så klik på linket.

I øvrigt er der et par finurligheder på Nationalparkens hjemmeside. Nat.parken er omtalt som uspoleret, selvom vi lærte i folkeskolen, at hederne er et resultat af vore forfædres overdrevne skovrydning, som altså netop spolerede arealerne. Faktisk skal heder jo vedligeholdes for ikke at springe i skov.

Det leder så til det næste spørgsmål, er det overhovedet natur, når det arealerne kræver en stor grad af menneskelig pleje for at fremstå som de gør?

Det er i sidste ende et sprogligt spørgsmål, og til det brug er http://ordnet.dk/ en god side.

Her kan man få svaret i Ordbog over det danske Sprog, som siger følgende om Natur:

"... (del af) den mennesket omgivende ydre verden, betragtet som den verden, i hvilken menneskene færdes under aaben himmel...saaledes som den ses henliggende under aaben himmel og i nogen grad overladt til sig selv (om mark, skov, hede osv., mods. have, by olgn.);..."

Dermed er spørgsmålet besvaret, kategorien natur omfatter også de arealer, som kræver menneskelig pleje for at fremstår på en for os tilfredsstillende måde.

Gæssene kan man heldigvis også nyde fra sin fortrappe, det er et flot syn under alle omstændigheder.

Appelsinmarmelade

2008-12-15T19:23:00.004+01:00

Her skulle have stået en kommentar om arkitekturen i Thisted Midtby. Men i stedet for at skrive, gav jeg mig til at lave appelsinmarmelade. Opskriften er en kombination af flere, som jeg har fundet på nettet.
1,1 kg citrusfrugter, flest appelsiner, enkelte citroner.
1 kg syltesukker - det der nymodens med pektin i.
1 dl vand.
Appelsinerne skrælles med en kartoffelskræller, og de tynde skræller lægges til side. De hvide hinder skæres af og kasseres. Der skal være ca. 1 kg appelsin tibage. Appelsinerne skæres i både og lægges i blenderen. De tynde skræller skæres i strimler og koges i vandet i ca. 10 min.
I mens de koger blendes appelsinerne grundigt. Appelsin-pulpen kommes i gryden og koges sagte med skrællerne i godt og vel ½ time. Husk at røre. Derefter kommes syltesukkeret i og marmeladen koger videre i 15 min. Marmeladen hældes på rengjorte og skoldede glas.
Denne opskrift giver en knap så bitter marmelade.
Hvis du har lyst til at læse om Thisteds bygninger, så se i dagbladet, hvor Arkitekt Robert Mogensen og dagbladets fotograf Klaus Madsen har fundet nogle interessante, men ikke nødvendigvis smukke bygninger.

J P Jacobsen center

2008-11-26T15:54:00.005+01:00

Så er centeret åbnet, midt i Thisted. Jeg har før givet ondt af mig på grund af mangelen på æstetiske hensyn, og selvfølgelig har jeg og de andre kritikere ret. Det er en meget stor ting af stål og glas fra en brusekabine der er landet midt i Thisted. Storegade er blevet til en snæver gyde, fra at være byens strøg. Hvorfor er der i øvrigt ingen planlæggere eller arkitekter der forsøger at forsvare byggeriets udseende?

Det har selvfølgelig ikke hindret mig at tage stedet i øjesyn, og jeg må konstatere, at vi bliver mere og mere civiliserede i Thisted. Vi har længe haft McDonalds, og nu får vi både Føtex og H&M på en gang, og oven i købet er der rullende trapper. Så mangler vi ikke ret meget i at være der.

I øvrigt er det ikke særligt spændende at komme ind i centeret. Det ligner, at tresserne er kommet til byen. Tænk, hvis man som i Hjørring havde lagt et bibliotek sammen med butikkerne. Men her i Thisted drømmer vi om et kulturhus med fjordudsigt, så det har på intet tidspunkt været på tale at gøre som i Vendsyssel.

Nå nu ligger huset der med mulighed for at shoppe i tørvejr, og man kan jo heller ikke se centeret inde fra bygningen.

Om fordomme

2008-11-06T17:17:00.004+01:00

... Drikker og har let til kniven Prøv at søge på den vending i Google (klik på udsagnet), så får man en hel række resultater, som alle kæder udsagnet sammen med finnerne.
Nu er spørgsmålet så, hvor stammer sætningen fra? Vi ved jo alle, at man ikke må sige sådan i dag, man må ikke engang tænke sådan, og derfor er det jo dobbelt sjovt at sige eller skrive det alligevel. Men vendingen er så prægnant, at der må være tale om et citat. Men hvorfra? Tanken går umiddelbart til Salmonsen, men her kan man blot finde denne svada:

"....Folkekarakteren udmærker sig ved Udholdenhed, indtil Stædighed, Langsomhed og Styrke i Følelserne. Finnen er sen til Vrede, men hans Vrede er farlig og giver sig kun alt for ofte Udslag i Voldshandlinger. En sjælelig Modsætning gør sig gældende mellem de to vigtigste finske Stammer, Tavasterne og Karelerne; ..."

Som jo nok siger mere om Salmonsen end om finnnerne. Svaret må indtil videre stå hen i det uvisse.

Aros, november 2008

2008-11-02T20:22:00.005+01:00

Vi har tilbragt søndagen på Aros, hvor vi mest så de to særudstillinger med Søren Behncke, også kendt som Papfar og med Erik A Frandsen. Papfar laver, som navnet siger, store, naive og/eller realistiske skupturer i bølgepap. Af den type, som man bliver glad af at se på. Kendt er bl.a. den på billedet, en Ferguson traktor i 1 til 1 i pap. Den er ejet af Novo Nordisk, men kan altså ses i Århus i øjeblikket.

Helt anderledes er Erik A. Frandsen. Han var en af de unge vilde i begyndelsen af 80'erne og han har været aktiv på kunstscenen lige siden. Det er ganske forbløffende at se, hvor meget en kunstner kan ændre sig. Fra at lave noget der lignede street-art i begyndelsen, via noget med bly og rockwool, senere noget med plastbakker på et lærred og så til såkaldte mudderbilleder, som var rendyrket abstrakt ekspressionisme. For så i dag at lave naturalistisk- realistiske billeder på basis af snapshots. På det vedhæftede billede ses en af flere venetianske glasmosaikker. Her bruger han en teknik, som jeg associerer med noget højtideligt, til nogen ekstremt flotte hverdagslivs-billeder. Som iøvrigt ser ud til at kræve et ganske stort håndelag, noget jeg altid falder for. Bestemt en anbefalelsesværdig udstilling.

Fugle

2008-10-19T15:27:00.007+02:00

Der er mange måder at dyrke ornitologi på. Man kan rejse land og rige rundt for at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, eller man kan vente og se, hvad der kommer forbi. Vi har megen glæde af at fodre fuglene i haven. Småfuglene er vilde med solsikkefrø, solsorte og drosler spiser de æbler, vi ikke har lagt væk. Senere på vinteren spiser de også dem, vi har lagt væk, hvis de får chancen. De frækkeste vil gå langt for at skaffe sig den chance, de hopper gerne helt ind under halvtaget og op i de kasser, som vi opbevarer æblerne i.
Lørdag, mens vi sad og drak kaffe lød der et stort bump på vinduet, og da vi så op, fløj en solsort hastigt væk. Den var blevet skræmt af den tyrkerdue som var fløjet mod vores rude, for defter fortumlet at flyve videre. Det sker en gang imellem, for det meste overlever fuglen med en forskrækkelse.

Dagens quiz. Hvem skrev en novelle, hvor aftensmaden bliver reddet ved at en fugl flyver mod døren, for at blive spist af den sultne famile?

Månen

2008-10-14T20:14:00.003+02:00

Månen fylder enormt meget i vores mytologi og i alle mytologier, og der er skrevet et utal af sange om månen. Ja, selv dyrelivet som vi kender det er vist opstået med hjælp fra tidevandet og dermed fra månen.
Min hustru gjorde mig opmærksom på, at det er fuldmåne i nat, hvilket kan forklare mine søvnproblemer, hvis det da ikke var kaffen.

Men månen stod op lige ud for vort stuevindue, og gjorde den vedhæftede film mulig. Månen står op og solen går ned, mens vi hører lidt af The Drifters udgave af "Blue Moon".
Det med månen har nu ikke været det samme siden Neil Armstrong satte sine store fødder på den og sendte sin ikke helt stuerene hilsen til sin gamle nabo, Mr. Gorsky.

Investering

2008-10-02T21:10:00.005+02:00

Kvinden på billedet hedder Bamba Mahoua, og hun sælger trækul et sted i Elfenbenskysten. Hun har fire ansatte, og hun havde brug for penge til at udvide sit lager, så jeg har lånt hende € 250, som hun netop er begyndt at betale tilbage.

Selv om hun er en sikrere investering Roskilde Bank og Fannie Mae tilsammen, giver hun hele 12 % i rente. Hvis hendes virksomhed fortsat holder, er der altså tale om en ganske god investering. Samtidig er der så 4 mennesker, som har et solidt, omend beskedent levebrød.

Alt det er selvfølgelig ikke noget, man selv sætter I værk, der er en mellemhandler inde i billedet, nemlig hjemmesiden http://www.myc4.com/.

Siden formidler såkaldte mikrolån til små forretningsdrivende i Afrika. Der er tale om delvis forretning delvis ulandshjælp. Ulandshjælpen ligger i, at modtagerne får mulighed for at drive forretning, og i at man må formode at der er tale om en risikofyldt investering med begrænset sikkerhed.

Men lige for tiden er der jo forøget risko selv ved boligobligationer. Der har været mediediskussion af denne form for ulandshjælp/investering, og det er da rigtigt, at de aller fattigste ikke får direkte del i de investerede midler, men måske kan nogen af dem få job i de virksomheder, der investeres i. Jeg er i hvert fald spændt på at se, hvordan "mine" forretninger går.

Dagens ret

2008-09-22T17:21:00.002+02:00

Ingredienser
2 kyllingefileter
2 skiver spegeskinke - parmaskinke eller lign
3 skalotteløg
1 lille rød peber
1 citron
2 tsk blomsterhonning
½ dl fond
evt 2 salvieblade
olivenolie

Hermed introducerer vi madopskrifter på denne blog. Dagens opskrift er kylling med spegeskinke:
Gør kyllingefileterne klare. De papirstynde skinkeskiver hæftes på kyllingen med to tandstikkere (uden smag!). evt kan man lægge et blad salvie under hver skinkeskive, så nærmer vi os saltimbocca. Løgene og peberen hakkes fint. Løgene svitses i oliveolie til de er klare, men ikke brune. Den røde peber tilsættes og svitses med. Tilsæt saften af en citron, ½dl fond og 2 tsk honning. Rør til honningen er opløst.Smør et ovnfast fad, hæld saucen i bunden af fadet og læg kyllingestykkerne ovenpå. Steg i varmluftovn 45. min v. 150 grader. Salvien kan udelades eller erstattes af andre krydderurter. Serveres med dagens tilbehør.

En cactus springer ud

2008-09-15T19:30:00.008+02:00

Kaktusser har det med at springe ud om natten. Denne på filmen gør i hvert fald. Jeg havde sat kameraet til, for at lave en fin lille time-lapse film af en udspringende blomst. Men jeg skal raffinere teknikke noget mere, i hvert fald sker der ikke så meget på de to timer jeg har til rådighed for mine eksperimenter. At der dog sker noget kan man se her, hvor vi ser de første og de sidste minutter af processen. Blomsten sprang ud natten mellem lørdag og søndag, og i dag mandag er den allerede faldet.

Når overskriften er stavet med c i kaktus, er det for at gøre reklame for Thisteds store digter, I P Jacobsen. Han skrev en digtcyklus med denne titel. Den kan læses på nettet, ophavsretten er for længst udløbet. Se for eksempel "Arkiv for dansk litteratur", http://www.adl.dk/. Det er et rigtigt godt sted, seriøst og veldokumenteret som man kan forvente, når det Kongelige bibliotek er involveret.

Hvis vi fortsætter reklamen lidt så er http://www.kalliope.org/ også et godt sted til danske digte, igen selvfølgelig med udløbet ophavsret. Endelig skal http://runeberg.org/, som samler nordisk litteratur med frivellig hjælp, nævnes.

Den kunstneriske proces

2008-09-06T15:49:00.004+02:00

Mange spekulerer sikker på, hvordan et maleri bliver til, hvordan materialer købt i Søstrene Greene bliver til stor kunst. Denne time-lapse movie giver et sjældent indblik i den kunsteriske proces. Et lille 30x40 cm billede bliver til for øjnene af dig. Du kan se det færdige billede også. Det forestiller Kobbermølle(Kupfermühle) ved Flensborg i optrækkende uvejr.

Kassation fra biblioteker

2008-08-22T12:04:00.004+02:00

Det har været svært at undgå at opdage, at visse dele af de danske folkebiblioteker har været i skudlinjen, fordi de har forsøgt at skaffe plads ved at kassere i deres samlinger. Som bibliotekar har jeg oplevet detbatten som grænsende til det absurde. Det har alle dage været en kernekompetence for en folkebibliotekar at indkøbe nye bøger og skaffe sig af med de gamle, ikke længere aktuelle bøger. Det handler 'blot' om at vide, hvilke bøger der skal kasseres hvornår, så det ikke går som derhjemme, at man står og mangler noget, dagen efter at man har smidt det ud.

Lidt anderledes forholder det sig, når det er hele samlinger, der kasseres på en gang. Her i weekenden d. 23.08.08 sælger Thisted Bibliotek det meste af sin magasinsamling, egenhændigt pakket i kasser af bl.a. undertegnede. Det er selvfølgelig med stærkt blandede følelser, at en stor og tidligere velplejet samling ryger ud på en gang. Men sådan som forholdene er, er det en rigtig beslutning (især hvis de også blev slettet i katalogen!), magasinet står 'ude i byen', materialerne er sjældent eller aldrig i brug og kan skaffes hurtigere fra vort centralbibliotek end vi selv kan hente dem. Men det er lidt ligesom når en dyrlæge er nødt til at slå en fin væddeløbshest ned på grund af et brækket ben - trist men nødvendigt-.

Her er masser af i sin tid rigtig god smag, bøger indbundet i rigtigt læder, med guldtryk på ryggen og exlibris på omslaget. Ingen tvivl om at der er mulighed for at gøre et kup, til 10. - kr stykket og 3 for 20.

Månen over Skagen

2008-08-18T12:38:00.004+02:00

Vi har netop været i Skagen på weekend. Her var vi, for 2. gang i år inde for at se Skagens Musems jubilæumsudstilling. Den består af deres egne værker, ophængt i en såkaldt salon-ophængning, hvilket vil sige, at en hel masse billeder er hængt op på væggene, så tæt på hinanden som det er praktisk muligt. I Skagen var billederne ydermere ophængt kronologisk, så vi fik mulighed for at følge kunstnernes udvikling gennem den ganske lange periode, som udstillingen dækker. Jeg har kun set denne ophængning en gang før, nemlig på Statens Museum for Kunst, men jeg må sige, at jeg finder det interessant at gøre det på den måde en gang i mellem. Man får simpelthen mulighed for også at se kunstnernes næstbedste billeder, og måske værdsætter man mesterværkerne bedre på den baggrund. Endelig må man konstatere, at museer godt nok er til for publikums skyld, men det er dog en fordel, når der ikke er alt for fyldt. Første gang vi var der i år, missede jeg simpelthen en del billeder, som var skjult bag museumsgæsterne. Bemærk i øvrigt det store Willumsen-billede "Badende børn på Skagen strand" som er hentet hjem fra Willumsen-museet. Se mere om udstillingen i Kristeligt Dagblad

Vi fik også mulighed for at se en delvis måneformørkelse over havnen, på billedet man ser hvordan månens segl vender forkert.

Endelig en anbefaling. Badepension Marienlund er simpelt bare så hyggeligt, man føler sig hensat til tidligere tiders pensionsliv. Der er ikke så mange værelser, fred og ro, muselmalet porcelæn og spadsereafstand til centrum.

PS. Det hedder vist stadig "i Skagen" selv om man stadig hører københavnere sig "på Skagen"

Skyer

2008-08-04T14:11:00.003+02:00

Jeg har fået et ny lommekamera, et Canon Ixus. Det kan en hel masse trods størrelsen, først og fremmest kan det være i en lomme. Det kan også lave time-lapse film, (tidskomprimering?), så herover ses de drivende skyer, som de så ud søndag eftermiddag. Forløbet på godt en time er kogt ned til et par minutter. Det med at se blomster springe ud må vente, der er kun et par timer til rådighed. Af hensyn til båndbredde mv. er filmens kvalitet voldsomt forringet.

Came so far for beauty..

2008-07-19T12:17:00.005+02:00

Nej, det handler ikke om en gammel Cohen-tour men om roser: Et par poster længere nede har jeg lavet et billede af en blå rose. Det er et manipuleret billede af en "Ingrid Bergman". Nu har jeg imidlertid set noget der er meget tæt på en rigtig blå rose. Den hedder "Rhapsody in Blue" og er nærmest lilla, på vej over i det blå. Mit Canon lommekamera (Powershot s70) fanger heller ikke denne kulør rigtigt tilfredsstillende, men Google billedsøgning har nogen nogenlunde fair resultater. Vi så den i Rosenparken i Ålestrup. Rosenparken er et besøg værd for enhver, der er en smule haveinteresseret. Her kan man se roser i fuld blomst, plantet så de gør sig allerbedst, i store bede med mange planter ved siden af hinanden. Vi lader billedet stå et øjeblik.

Leonard Cohen

2008-07-07T11:45:00.007+02:00

Jeg var til friluftskoncert med Leonard Cohen søndag d. 6 juli i Århus. Anmeldelsen i 'Stiften' finder jeg fuldt dækkende, det var en fantastisk koncert. En spinkel, tydeligt ældet mand fyldte rummet ( ja det var udendørs, men hvad siger man ellers?) og havde publikums opmærksomhed i de 3 timer det varede. Han gav mange af sine mest elskede sange, med 'Hallelujah' som et højdepunkt.

Men det jeg ville føje til de mange gode anmeldelser var en kommentar til lyden. For en gangs skyld var den upåklagelig. Lydtrykket ved miksertårnet, hvor jeg stod, var ikke højere end nødvendigt og Cohens stemme var mikset tilpas langt frem i lydbilledet, til at man forstod hvert ord af teksten. Og publikum var der for at høre musik, tydeligvis. Alt i alt en god oplevelse.

Det står i skærende kontrast til min oplevelse på årets Thy Rock. Der var vi gået hen for at høre Runrig. Jeg havde forventet en gang god stadion-rock, men det lykkedes et fordrukket, larmende publikum at ødelægge oplevelsen for mig. Trods et masssivt lydtryk, som mine ører knap nok er kommet sig af, var det umuligt at lade sig opsluge af musikken. Fylderister tumlede rundt og råbte og skreg. Det har været sagt før og lad mig gentage: Thy Rock handler ikke om musik, det er en udvidet byfest. Man går derhen for få nogle bajere i venners lag, og musikken er en biomstændighed.

Luftarkæologi

2008-06-26T19:44:00.007+02:00

Denne sommer er velegnet til luftarkæologi på grund af den tørke, vi har haft i forsommeren i maj og juni. Fra en flyvemaskine kan arkæologerne se spor af fortidens bebyggelser. Noget lignende gælder vores have, hvor nogen tidligere på året har tabt sit hjerte.

Fortsat god sommer.

Blå roser

2008-06-21T14:50:00.003+02:00

Jeg har netop været ude for at tage nogen billeder af de mange blomster i haven. Endnu en gang har jeg konstateret, at den fløjsrøde "Ingrid Bergman" er meget svær at gengive via det digitalkamera jeg har. Linket viser, at jeg ikke er ene om problemet. Så istedet for at rette lidt på den i billed-programmet, så er den endt med at være blå. Omvendt af den gamle slager.

Nu findes der jo ikke blå roser i virkeligheden, så billedet her viser, at man skal være varsom med at tro på, hvad man ser på fotos nu om dage

Om at rette smed for bager

2008-06-15T10:32:00.004+02:00

I onsdags vågnede vi op til, at hele byen lugtede af brand. Jeg sagde straks, at det var det lokale terrornetværk (Midt Vest Bredbånd), som var igang med at svejse deres lyslederkabler. Det viste sig, at jeg var lidt for hurtig denne gang, der var tale om en norsk skovbrand, stor nok til at man kunne lugte den til Thy.

Det der med terrornetværket handler om en særdeles aggressiv markedsføring, kombineret med at vores fortove bliver gravet op og konkurrenternes ledninger gravet over. Der har ikke været nogen bomber endnu.

Investering og kunst

2008-05-23T19:52:00.003+02:00

Kristian von Hornsleth er atter fremme i medierne med et nyt kunstprojekt, denne gang om investering i krigsmateriel. Det slog mig, da jeg hørte om det, at emnet har været oppe at vende for nylig. En hurtig søgning på google på "sin stocks" f.eks. afslører i hvert fald, at diskussionen om etik og investering ikke er ny. Der findes endog en investeringsforening (vicefund.com) med det hovedformål at investere i "syndig" virksomhed. Vel at mærke uden distance eller kunstnerisk vinkel, men udelukkende ud fra økonomiske overvejelser, altså fordi det er en god forretning. Herhjemme er diskussionen kendt fra debatten om lægernes investering i tobaksfirmaer og pensionskassernes investering i Burma. Jeg kender folk, som har bevaret idealerne fra dengang man kunne blive bibliotekar hvis man kendte til indholdet af "Grundrisse" og første bind af "Das Kapital". De tager afstand fra investering i produktionsvirksomhed i det hele taget, ud fra overvejelser om at "så er man en slags kapitalist".
Sagen viser v. H's evne som kunstner, nemlig evnen til at fange noget som er oppe i tiden, vende vrangen ud på debatten og præsentere det som kunst. Nutidens kunstner lever først og fremmest af sine gode ideer, nok så meget som af sin kunnen inden for et særligt område. Kr. v. H. er i stand til at præsentere en debat, der er så gammel som pengeøkonomien, som ny og som noget han har opfundet. Det, at det er lykkedes for ham at få projektet søsat med så megen opmærksomhed, gør at man må anderkende ham som en stor samtidskunstner, hvis storhed først og fremmest ligger i evnen til at føre ideer til torvs, nok så meget som i selve de genstande, der er værket. Paradoksalt nok vil de genstande, som er værkets fysiske udtryk (bl.a. bemalede investeringsbeviser), formodentlig vise sig at være en rigtig god investering.

Jørgen Haugen Sørensen: Vidnerne - de andre

2008-04-27T16:50:00.003+02:00

Det hører til sjældenhederne at kunst vækker egentligt ubehag hos mig, men det er lykkedes Kunstforeningen Det Ny Kastet i Thisted at skaffe en sådan udstilling til veje. Det drejer sig om Jørgen Haugen Sørensens : "Vidnerne - og de andre". Her er menneskeskikkelser med blodige åbninger i stedet for ansigter, her her dyr -hunde- som sønderriver hinanden, her er menneskelegemer delvist brændte på metalriste. Her er alt i fysisk fornedrelse af menneske- og dyrekroppe. Det meste i brændt ler, enkelte figurer i bronze. Alt i en grad af stilisering, som tjener til at fremme fantasiens videre bearbejdning af værkerne. De stærke indtryk, som udstillingen giver betyder, at JHS er at regne som en mester inden for sit fag, han formår at ramme beskueren hårdt og rent med sine værker. Muligvis får JHS fortalt nogle nødvendige sandheder om at menneskelivet, men han levner ikke meget håb i sine værker.

Når beundringen og ubehaget har lagt sig, kan jeg ikke lave være med at spekulere på, hvad man skal stille op med disse værker, jeg ville personligt betakke mig for at have dem stående. Der vil selvfølgelig være et museum eller to, som er nødt til at anskaffe nogle af dem, deres kvalitet taget i betragtning. Alt i alt bør vi ved lejlighed undersøge, om de ubehagelige fortællinger, som JHS og mange andre af tidens store billedkunstere har på hjerte, er bedre tjent med at blive fortalt i direkte tale, så man kan forholde sig til sagen og måske ændre på den også.

Humor i Kunsten

2008-04-25T10:30:00.003+02:00

Kunst er tit noget meget alvorligt og selvhøjtideligt, men af og til er der plads til humor og selvironi. Dette "Afrikanske Rensdyr" fangende vi på Aros på udstillingen "Fun Fun Fun". En lille udstilling af en privatsamlers samling af nutidskunst. Udstillingen slutter snart, se den inden den er forbi.

Papirklip

2008-04-14T17:35:00.003+02:00

På Skovgård Museet i Viborg kan man for tiden se en spændende lille udstilling med papirkunst. Ikke værker på papir, med med papir som medium, altså (bl.a.) papirklip. Der er for eksempel Peter Callesens fine, sirlige udklippede og foldede figurer. Som vor barndoms ridderborge har han klippet og limet figurer med uhyre tålmodighed. På billedet ses en detalje af "Three angels trying to escape their drawing". Englene er i gang med at flytte sig fra to til tre dimensioner. Det er lykkedes for den første, de to andre følger efter, må man tro. Papirets lethed og det at det oprindelige papirark indgår i værket, føjer nærmest liv til hans værker, især er englene overbevisende. Den engel, som er undsluppet de to dimensioner, flyver med den ene hånd strakt frem, i en position, som giver mindelser om Superman. Mistanken vækkes ved denne ironisering til at kunsterens primære ærinde er at demonstrere sin virtouose beherskelse af materialet. Men kun mistanken, værket rækker ud over den dygtige håndtering af kniv og papir. Papirets skrøbelighed gør ikke Callesens værker flygtige, på den måde snyder de, man oplever dem som faste og bestandige, selv om de næppe er det. Marianne Grønnows Nightfall er nok udstillingens hovedværk. Ti forskellige sorte rosetter fremstillet massevis og ophængt, så de dominener det rum de hænger i. De passer netop til titlen, den sorte nat falder på, men inden den er her, kan man glædes over, hvordan lys og skygge spiller, og hele tiden ændres, i takt med papiret bevægelser.

Marna Rix

2008-03-17T16:44:00.004+01:00

Lige nu er der mulighed for at se en række store, flotte, halv- abstrakte landskabsbilleder af Marna Rix på Heltborg museum. De er i hendes kendte stil, med anelser og antydninger og lag af farver som skifter udseende med lyset. Billederne er malet til denne ophængning og de gør sig godt på stedet. Ros til Sydthy kunstforening for denne udstilling

Krokus

2008-03-07T08:26:00.003+01:00

Lige nu blomstrer det lange bånd af blå krokus, som omkranser Thisted kirke. Så er foråret ved at være på vej. Rågerne i skoven har længe givet deres hæse skrig fra sig, og inden længe går den lokale skytte igang med det sisyfos-arbejde det er at forsøge at begrænse deres antal.

Cronhammar med videre

2008-02-15T23:00:00.009+01:00

De sidste par dage har budt på vidt forskellige kunstoplevelser. Torsdag var vi i Ålborg på Nordjyllands Kunstmuseum, hvor vi så Ingvar Cronhammars "Ballroom". Som så mange af hans installationer er den stor og imponerende. Den står bare midt i rummet, som det eneste, og ser ud som om mørke kræfter har anbragt den der, med hensigter som man roligt kan være bekymret for. Materialerne er mahogni, gummi sort glas og fine plexiglas-strenge som indmad. Der kan ikke holdes noget fornuftigt bal derinde. Nå, Cronhammar kan man læse om så mange steder.

Den lokale avis gjorde os opmærksom på et noget mindre værk, denne mand af papmache og kaninskind opstillet i skovbrynet. Den er også pludselig dukket op, helt bogstaveligt, der er ingen der har lagt navn til den. Den står i skovbrynet ved Egebaksandevej.

Lidt længere henne, i Fadddersbøl stod bl.a. disse tre store masker, også uden forklaring i øvrigt. De står ved en landejendom og kigger tomt på landevejen, men kunstneren havde ikke sat noge form for skilt op, hverken ved værkerne eller ved ejendommen. Tre værker i tre vægtklasser, som kun har det tilfælles, at de efterlader en med ubesvarede spørgsmål.