Dagen (19.1.13) bød på fernisering af Thisted Biennalen. En udstilling med unge kunstnere fra "Akademiet", som det hedder. Altså Det Kongelige Danske Kunstakademi. Det vil så sige eliten blandt unge danske kunstnere skulle man mene, de bedste af sin generation.
Straks i indgangen bliver man mødt af denne stiliserede efterårsskov, eller en bunke sammenfejede blade:
Bladene var kunstige, men man skulle tæt på, for at se det.Værket er karakteristisk for mange de værker der var der, noget fortænkte, mere båret af ideer end af mestring af håndværk. Men nu for tiden er det jo i orden at sige, at sådan er det jo, sådan er det med megen kunst. Det er også ok, hvis ideerne er originale og godt ført ud i livet. Men slørede videoer af ikke rigtig noget har vi set, og lys der brydes gennem glas i et mørkt rum har Olafur Eliasson mere eller mindre patent på.
Bladene på billedet? De er for tæt på virkeligheden i min forhave til at de kan fange mig som vigtig kunst.
Thisted dagblad havde med en vis sikkerhed vist de to mest interessante kunstnere i deres foromtale. Den ene var Marie Frølich, som havde affotograferet nogle prints af billeder af sten. Selv om det lyder sært, var der kommet nogle fine, abstrakte grafiske værker ud af det.
Den anden var Silas Inoue, som havde lavet en have af granitskærver. Publikum blev inviteret til selv at rive et mønster og lægge en eller flere plader på. Grushaven er lidt i familie med Zen-haverne i Kyoto. Jeg tror nu næppe, at publikum selv må rive i disse japanske haver. Forskellen er afgørende. Zen er noget med fordybelse og kontakt med lag i sig selv og hvad ved jeg, i modsætning til dette værk, som hele tiden er i forandring alt efter hvem der har været der sidst. Hver enkelt må afgøre med sig selv, om ligheden eller forskellen er vigtigst.
Ved velkomsten blev det sagt, at nogen af kunstnerne nok skal blive til noget, og det skal nok passe. Mine forudsigelser holder jeg tilbage lidt endnu, jeg er ikke altid på linje med kunstoffentligheden.
På billedet herunder ses nogle af kunstnerne og et par publikummer.
